Smith Westerns

Smith Westerns går på deres tredje album stille og roligt fra pæn til pænere, perfektionerer popformlen og giver de ringlende guitarers sølvstrenge en ekstra tur med pudsekluden. Det er efterhånden svært at høre, at det er det samme band, som begik deres leddeløse lo-fi-krudtkugle af et debutalbum for fire år siden, for ‘Soft Will’ slår ud på helt andre parametre.

Albummet er passende navngivet, for det emmer af blød, veltæmmet og tilbagelænet AOR-rock, der kaster gyldne glam-ankre tilbage til 80’erne. Chicagoanerne mænger sig dermed med landsmænd som Real Estate og Vetiver – især i lyset af sidstnævntes seneste udspil, ‘The Errant Charm’, som Smith Westerns’ album fint spejler sig i.

Læs anmeldelse: Smith Westerns ‘Dye It Blonde’

Men det er også et album med rigtigt fin sangskrivning, som bevist af åbnerparret ‘3AM Spiritual’ og ‘Idol’, hvor især førstnævnte lyder som om, at Cullen Omori har gået i Queen-guitaristen Brian Mays seksstrenger-skole. I det hele taget er der noget charmerende over Smith Westerns’ ungdommelige take på klassiske, følsomme poprock-dyder.

Højdepunktet er dog med en vis forudsigelighed den tindrende singleforløber og albumlukker ‘Varsity’, som for alvor beviser Omori-brødrenes forståelse for den forædlede popsang, men albummets overvældende pænhed er også dets akilleshæl. I visse momenter kammer al brylcremen og det renskurede lydkontrafej over i ren cheese, som eksempelvis på den hold-mig-i-hånden-voksenrock-kvalmende, men indrømmet også lidt nuttede kærlighedserklæring ‘Best Friend’. Det er dog til at leve med, det øvrigt høje niveau i betragtning.