The Lonely Island

Originalitet eller ej er det de færreste vittigheder, der er rigtig sjove, anden gang man udsættes for dem.

The Lonely Island er kongerne af joke-rap, eller frap (fake rap), og lægger ikke skjul på, at de ikke er en del af den hiphopkultur, hvis konventioner og trends de i løbet af deres tredje album laver tykt grin med. Problemet er bare, at de fremkommer som en pubertær og profan blanding af Beastie Boys og Flight of the Conchords. Bare med underudviklede flows og uden musikalsk diversitet.

Albummet vælter i kendte gæster, og den amerikanske trio rammer da også plet enkelte steder med den poprappede og Kendrick Lamar-gæstede omskrivning af det fortærskede ’YOLO’-begreb og ’Semicolon’s kække omgang med hashtag-rappen, hvor Urkel rimer på Angela Merkel, og Solange leverer et yderst kompetent omkvæd.

Læs også: Se videoen til ‘Semicolon’

Men den amerikanske trio er komikere, der rapper, ikke omvendt. Og hvor gennemslagskraften af deres komiske pointer falder drastisk for hvert gennemlyt, er det de færreste indslag, man har lyst til at vende tilbage til for rappens skyld. Mens de dog utvivlsomt har smag for det poppede refræn, som Robyns på ’Go Kindergarten’ og Lagy Gagas i genbruget af ’3-Way’.

Ingen tvivl om, at trioen elsker hiphoppens ophav, men i deres vanvittige og overproducerede parodi er de endt op med et falsk rapalbum, der prøver at lyde som et rigtigt rapalbum. Her bliver præmissen væk i sig selv, og tilbage står vittighedernes pointer. Indrømmet: Man griner under første gennemlyt. Men smiler under andet og bliver træt efter det tredje.