Trentemøller – natten tilhørte mørkets dukkefører

Nok havde Nick Cave og The Flaming Lips domineret aftenen med hver deres brag, men da natten slugte den sidste smule lys, overtog Trentemøller styringen.

Da røgen trak sig tilbage fra scenen og lod de fire silhuetter blive til mennesker, havde braget for længst forvandlet publikum til et bølgende menneskehav. Trentemøller vred knapperne rundt og tvang lydbølgerne til at give fuldstændigt efter for hans kræfter.

Læs også: NorthSide: Mø – nærmere smagsprøver end magtdemonstration

Med ’Past the Beginning of the End’ satte mørkemesteren tempoet ned og fik lydbølgerne til at sno sig i vores hjerner. Den øvelse fortsatte han med settet igennem, hvilket gav plads til pusterum i techno-festen.

Trommer og guitarer agerede for det meste, som var de i slutningen af et rock-crescendo. Det kastede til tider en skygge over computeren og forvandlede koncerten til et støjrockinferno. Imens lod Trentemøller ofte computeren køre på autopilot, mens han selv hamrede løs på et bækken, spillede xylofon eller gik amok på sit keyboard.

Da ’Moan’ mod slutningen stak hovedet frem fra mørket, sammen med en publikums-pleasende Ane Trolle, blev det tydeligt, hvordan årene havde fået nummeret til at vokse sig til et monster, hvor nærmest kun vokalen var intakt. Resten havde mørket for længst lagt sin klamme hånd over. Til gengæld lykkedes det den ny single ’Never Stop Running’ at undgå mørket og lade vokalen (i denne version Marie Fiskers) træde i forgrunden.

Hør Top Track: Trentemøller (feat. Jonny Pierce) ‘Never Stop Running’

Som Trentemøller og co. sneg sig længere og længere ind i natten, forvandledes publikum til en samlet masse, der gjorde, som dukkeføreren beordrede. For natten tilhører Trentemøller.