Danny Brown – exceptionelt medrivende rap-excentriker

Efter tre timer med forskellige varianter af New York-rap, skulle Danny Brown afslutte lørdagens meget vellykkede hiphopmaraton. Men Detroit-rapperens lyd er ikke så gældsat til 90’ernes østkystrap, som de forgående kunstneres. Den er tungere, grumset og låner i højere grad fra elektronisk musik og den eksplosive trap-musik fra sydstaterne.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Den blanding genoplivede et noget udkørt publikum, der jo trods alt havde cirkuleret joints til tre koncerter. De mere konventionelle numre fra Danny Browns album fra 2011, ‘XXX’, demonstrerede, at blot fordi man går i skinny jeans, har hår som et crackhoved og en skørt skinger stemme, kan man stadig være en exceptionelt god rapper. Nye numre som ‘Kush Coma’ og ‘Dip’ var til gengæld skævere og mere eksperimenterende.

Den sortklædte rapper rakte tunge, gestikulerede og fræsede rundt på scenen som et heksehyl, og det smittede, når han grinte og gnæggede i mikrofonen. På trods af hans hyperaktive sceneaktivitet var hans udtale konstant fejlfri og totalt klar. Selv om han aldrig så ud til at stå stille, så tabte hans stemme aldrig tråden. Det var imponerende og medrivende.