Holy Other – som sort velour

Efter at have været blevet bombarderet med musik på højeste tempo og varmeste blus i godt og vel en uge, er der snart ikke noget der lokker mere end sengen derhjemme. Det skulle da lige være en omgang øremassage i slow-motion fra varme, mørke klangbunde, serveret til den tidlige aftens tusmørke.

Og lige netop en langsom og dyb auditiv massage, var hvad Holy Other skænkede publikum, da han lukkede og slukkede Apollo-scenen for i år. Blødgørende som dampen, der flød fra de projekterede tøris-visuals og slørende som røgen, der sivede fra scenen. Dette var effekten, som den beklageligvis kun tre kvarters lange helhedsoplevelse havde på de mørbankede øre.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Den mystiske figur fra Manchester, der ellers har for vane at iklæde sig anonymiserende kutteklæder, gled tavst ind på scenen ligeså introvert og beskeden, at han ligeså vel kunne have været tildækket. Og kappe eller ej: Sceneshowet viste sig ikke at spille den mindste rolle, for Holy Other fik med sit intense knapdrejeri, og helt uden at fortrække en mine, de følelsesladede synths, forvrængede fraser og tørre kicks til at tale helt for sig selv.

Han blandede nyt materiale med det mest balsamerende fra bagkataloget, som ’(W)here’ fra debuten ’Held’ og ’Feel Something’ fra ep’en ’With U.’ Herved endte den overordnede æstetik med at minde om de lokkende lagner, der pryder pladernes covers, samt af den sorte velour, der garnerede koncertens bagskærm.