Causa Sui
Der er fuldt tryk på lige fra begyndelsen, når de fire odenseanske krautpsych-kosmonauter i Causa Sui sparker deres musikalske himmelfærd i gang med manér på det ti minutter lange instrumentale bæst af et åbningsnummer ’Homage’. Kompositionen byder på en svært medrivende cocktail af svirpende Hendrix-riffs med wah wah-pedalen trykket i bund, skæve, jazzede breaks og en meditativ monotoni ikke ulig den man finder hos krautkongerne i tyske Can. Causa Sui er på ’’Euporie Tide’ fortsat en inspireret og unik størrelse indenfor dansk instrumentalrock, hvor de i sammenspil og fantasifuldhed kun matches af deres ligeledes iderige protegeer i københavnske Papir.
’The Juice’ syder og bobler stille og roligt til at begynde med, inden det cirka midtvejs transformerer over i en fuzz-tåget tungrocker, hvor den eminente guitarist Jonas Munks excellente riffmaskineri og tangentspiller Rasmus Rasmussens tunge maleriske klangflader snurrigt pisker øregangene lyksaligt ømme, før kompositionen afslutningsvis returnerer til det blide udgangspunkt, hvor de fire musikalske stjernerejsende lander rumskib blødt og sikkert.
Funky guitarmelodier, marchtrommer og bluesede orgelakkorder går hånd i hånd på den dystre ’Boozehound’, der tungt vrider sig af sted mod forløsningen, som indtræffer i et giftigt huggende og overstyret klimaks mod slutningen.
Modsat er ’Mireille’ en fragmenteret og herligt febrilsk sag, som starter ud i højt tempo for undervejs smukt at ’punktere’ i legesyge og jammede passager, hvor der virkelig bliver skruet op for LSD-knappen. Odenseanerne leverer med albummet således endnu et spaced out kuld kraut-lækkerier, som fortjener langt større opmærksomhed, end det nok desværre får.