Godspeed You! Black Emperor – melankolsk mareridtsmarch
En foruroligende summen breder sig i Tivolis koncertsal, imens de sidste publikummer finder deres pladser. To af medlemmerne af det canadiske postrockkollektiv Godspeed You! Black Emperor entrerer stilfærdigt scenen og begynder at pusle med kontrabas og violin. Deres forstemmende klimpren understøttes af filmkunstneren Karl Lemieuxs flimrende og fragmentariske, gråtonede visuals på bagtæppet, hvor ordet hope dukker op gentagne gange.
De resterende syv medlemmer slutter sig én efter én til dem på den mørklagte scene, musikken vokser langsomt, og kulminerer endeligt i et skurrende sonisk crescendo. Den sovende musikalske mastodont GY!BE er vågnet, og lydsporet til dommedag er trådt i kraft.
Overleveringen af den monumentale ‘Mladic’ illustrerer forbilledligt, hvad Montreal-ensemblet kan som kun de færreste. De ni musikanter på scenen formår totalt blottet for slidte rockpositurer, unødig showmanship og store armbevægelser eminent at spille et lige dele tordnende og poetisk kaos frem. En excellent vekselvirkning mellem kværnende mareridtsmarch og messende melankoli.
GY!BE mestrer i eksekveringen af deres apokalyptiske og langstrakte postrocksymfonier nemlig den vanskelige kunst det er at pendulere mellem det stilfærdigt knugende og det kakofonisk forløsende uden at forfalde til hverken forudsigelighed, stillestående monotoni eller at virke ekskluderende og prætentiøse.
Rent musikalsk i hvert fald. Lemieuxs ledsagende billedside med mennesketomme bygninger, udrangerede togvogne og øde landskaber er ikke ligefrem banebrydende billedpoesi. Den minder snarere om et lidt fejlslået filmprojekt leveret af en elev på en mediehøjskole for utilpassede unge.
Læs anmeldelse: Godspeed You! Black Emperor ‘Allelujah! Don’t Bend! Ascend!’
Det er heldigvis musikken, som spiller den altoverskyggende hovedrolle under koncerten. Her formår især de to perkussionister Aidan Girt og Tim Herzog at gøre en god figur. I fællesskab tæppebanker de to janitsharer det slumrende musikalske udyr ud af sin dvale og agerer primus motorer i at vække dets vrede og vildskab for efterfølgende at pette det til besindelse igen.
Det er en lidt over halvanden time lang seance, hvor storm afløser stilhed, men først og fremmest er det sønderskælvende postrock til UG minus leveret af en længe savnet og fortsat uforlignelig canadisk kollos.