Goldfrapp

Alison Goldfrapp og Will Gregory er efterhånden nogle øvede hitmagere, der for hvert album udvikler sig i en ny og uventet retning. Det gælder også for deres sjette album, der er den britiske duos mest poetiske udspil til dato, og i forhold til den ubekymrede synthpop, der udgjorde sidste udgivelse, ’Head First,’ er ’Tales of Us’ decideret dybsindig.

Højtidelige strygere, ømt fingerspil, cinematiske opbygninger og Alisons æteriske vokal: Intet på albummet er overladt til tilfældighederne, og alt er rettet mod et samlet narrativ om det ’os’, albumtitlen henviser til. Her møder man nogle dramatiske skæbner, som ’Simone’ der afsløres i en affære, og ’Annabel’ som er en pige fanget i en drengs krop. Den klassiske instrumentering, der udgør fortællingernes indpakning, lader i særdeleshed Alisons patosladede stemme kalde det lyriske budskab frem. ’Thea’ er den eneste, der får skænket et kick, og bortset fra lidt vokaleffekt på åbneren, ’Jo’, er der ikke en eneste ode til deres elektroniske fortid.

Læs anmeldelse: Goldfrapp ‘Head First’

Hermed ikke sagt, at referencer til deres tidligere plader ikke er at spore. Den samme noir-sentimentalitet som på debuten, ’Felt Mountain’, blandet med folk-klangen a la den på ’Seventh Tree’ ender med at give det nye album et filmisk særpræg, som var det soundtracket til en sort/hvid-film med eksistentielle undertoner. Men i sig selv maler kompositionerne ikke billeder, der for alvor brænder sig fast. Målet om et samlet epos helliger ikke midlet på helt vellykket vis, og kompromisløsheden i den symfoniske storladenhed kommer i sidste ende til at overskygge de enkelte numres gennemslagskraft.