Goldfrapp

80’er-popbasker! Et euforisk, optimistisk synth-flip hvor der hverken er sparet på effekter eller corniness. Tværtimod er der overdoseret. Det flommer over allerede fra start af på albummets første, sirups-tykke skæringer ‘Rocket’, ‘Believer’ og ‘Alive’. Noget med at suse af sted på en raket, at tro på det gode i det hele og føle sig utroligt levende. Det flipper så langt ud, at det første nummer slutter af med en nedtælling og lyden af en raketaffyring. Det er helt hysterisk kitschet.

Vi kender bedst Goldfrapp for en mere mystisk, svævende og forførende lyd, bakket op af duoens stærke, visuelle univers af eventyr, ikoniske kostumer og Allison Goldfrapps krøllede guldlokker. På enkelte numre, som ‘Hunt’, ‘Shiny and Warm’ og den indianer-agtige, ambiente ‘Voicething’, er de da også til at kende igen og gør det, de gør så godt. Men så kommer sukkerstormen igen.

Der tales om en spirende kulturel bølge af optimisme. En fuckfinger til de sidste års nihilisme og anti-betydning. Hvis det passer, kan man jo betragte Goldfrapps femte album som et trendy, musikalsk tegn. Eller også går det bare rigtig godt i de to briters liv. Hvem ved.

Jeg skal heller ikke kunne sige, om albummet var gået mere rent ind, hvis jeg ikke havde siddet med martsgrå hud, tre lag tøj og istapper i nervebanerne her på evighedsvinterens femhundrede-og-sidste vers.