London Grammar

Vejen til succes virker ganske sikker for London Grammer, der med deres debutalbum rammer samme tone af britisk melankoli som The xx og Daughter har perfektioneret. Og når forsanger Hannah Reid så oven i købet har en esoterisk vokal, der ikke lader Florence Welch eller Portisheads Beth Gibbons meget tilbage at ønske, så er vejen til lukrative sekunder som lydspor til følelsesladede slutsekvenser i diverse dramaserier banet.

Trioen står på skuldrene af triphoppen med deres sivende melankoli, men numrene er snarere drevet af vokalen frem for beatet. Det kræver stærke sange, og langt de fleste af albummets numre består da også testen. Særligt ’Wasting My Young Years’ er et fint øjeblik, hvis kraftfulde inderlighed må ramme de fleste lyttere i mellemgulvet. London Grammar lyder på en eller anden måde som børn af Youtubes urskov af akustiske cover-versioner, hvilket er mere positivt ment end det umiddelbart lyder, for som trioens version af Kavinskys ’Drive’-hit ’Nightcall’ afslører, så har de en evne til at betræde den fine linje mellem højstemt melankoli og storladen kvalme.

Læs også: Top Track: London Grammar ‘I’m Wasting My Young Years’

Produktionen er hele vejen igennem simpel men effektfuld, og selv om man nogle gange savner en smule vildskab og visioner, så må man i sidste ende bare overgive sig til den filmiske vellyd og betages af den formfuldendte, rørende og særdeles selvsikre debutplade fra de unge briter.