Austra – vokal overlegenhed i skramlet opsætning
Der skal gå en så evig tak til den person, der for nogle år siden præsenterede canadiske Katie Stelmanis for den elektroniske musik og fik hende revet ud af den operauddannelse, hun ellers var godt i gang med. Elskere af den klassiske italienske sangdisciplin må græmme sig, for at dømme ud fra præstationen en sen nattetime på Pumpehuset, er et exceptionelt sangtalent ’desværre’ gået tabt til fordel for en karriere ud i tidens moderne tæppebanketoner. Og gud ske tak og lov for det.
Selv om lydopsætning og live-band til tider lød lige lovligt skramlede, så var det ikke noget, der kunne skygge for en bjergtagende vokalpræstation fra Stelmanis’ side. Der blev lagt imponerende fra med ’Olympia’-åbneren ’What We Done?’, der fungerede som en perfekt teaser for, hvad resten af koncerten ville byde på. Ja, nærmest for perfekt. Nummeret indeholder alt, hvad Austra kan præstere – fra de afdæmpede stille facetter, over de storladne melodistykker til det hårdt pumpende electrohouse-groove.
Læs anmeldelse: Austra ‘Olympia’
Alt dette blev leveret til fuldkommenhed og med Stelmanis’ kraftfulde vokal som omdrejningspunktet meldte gåsehuden sig omgående. Så med sådan et forlæg, sætter man som band baren højt, og dermed øger man også publikums chance for at blive skuffet, hvis man ikke leverer. Det gjorde Austra næsten, men ikke helt.
Flere forstyrrende elementer fik den imponerende start til at falme en smule. Én blandt publikum råbte på højere lyd, hvilket der tilsyneladende blev lyttet til med det ærgerlige resultat, at de dybere bas-nuancer gik tabt. Derudover spillede bandet heller ikke super tight, hvilket måske kunne være tilstræbt bevidst, ligesom fremførelsen af knap halvdelen af bagkataloget heller ikke afveg synderligt fra albumforlægget.
Igen er det dog værd at fremhæve den vokale præstation, da den heldigvis heller ikke afveg fra det, man har siddet og forelsket sig i foran højtaleren hjemme i på sofaen. Hvad enten Katie Stelmanis svinger sig op i svulstige fraseringer eller mere afdæmpede passager, griber hendes klang og præcise tonering hårdt fat om hjertekulen og gør det umuligt ikke at spidse frydefuldt øren. De fænomenalt fængende electropop-sange viste også deres vitale slidstyrke, så selv om bandet kun præsterede til fire stjerner, hiver Stelmanis’ geniale sang- og sangskrivertalent den ekstra stjerne hjem.
Skuffelsen over bandets mangler skyldes også, at de på de afsluttende numre ’Lose It’ og ’Beat and the Pulse’ alligevel fik trukket en ganske bombastisk og virtuos levering op af ærmet, som gjorde det halvkedelige ekstranummer totalt overflødigt.