Pearl Jam
Meget vand er løbet under broen, siden Pearl Jam bragede ind på rockscenen i start-90’erne, hvor de sammen med Nirvana, Soundgarden og Alice In Chains tegnede Seattle-grungen ind med tykke, uudslettelige spritmarkerstreger på det rockmusikalske verdenskort. I en evigt omskiftelig branche er bandet sande overlevere og har som det eneste af de fire største Seattle-bands holdt ved hele vejen siden starten.
Overlevelsen har dog været omkostningsfuld og den musikalske formkurve mildest talt ujævn, en tendens der fortsætter på kvintettens tiende album, hvor Eddie Vedder og kompagni gør status over karrieren på godt og ondt. Albumjubilæet byder nemlig både på Pearl Jam’ske tinder og ditto jammerdale.
Læs anmeldelse: Pearl Jam ‘Backspacer’
Det starter solidt med den swingende boogierocker ’Get Away’, hvor tidens herskende sladderkultur får en over nallerne: »Everyone’s a critic looking back up the river / every boat is leaking in this town«. Hertil den dirrende og punkeksplosive førstesingle ’Mind Your Manners’ og den besk rockende ’My Father’s Son’, hvori Eddie igen-igen behandler sit betændte forhold til stedfaderen – »I come from a genius / I am my father’s son / yeah, too bad he was a psychopath and now I’m the next in line« – mens den æteriske slowburner ’Pendulum’ står tilbage som albummets smukkeste trumf.
Men de mere uinspirerede stunder pibler ligeledes frem. ’Sirens’, en tandløs ballade der oser fælt af ufarlig ærkeamerikansk AOR-rock, det gumpetunge titelnummer der aldrig rigtig antænder, og ukulelebanaliteten ’Sleeping By Myself’ er alle eksempler på blodfattigt fyld, som burde være skrottet under indspilningerne.
Det ender således som en blandet fornøjelse at fejre albumjubilæum med Peal Jam, men tillykke alligevel, din gamle rockkanalje.