Black Sabbath – tungt rockende heavy-gilde

Legendariske Ozzy Osbourne ligner efterhånden mere en krydsning af en kejserpingvin med akut diarré, på febrilsk jagt efter en snedrive at lette sig i, og en af de savlende slow motion-zombier fra tv-serien ’The Walking Dead’, end han ligner mørkets mægtige majestæt. Stemmebåndet er godt hærget, hvilket undertiden resulterede i pivfalske fraseringer under aftenens koncert i Forum. Alligevel formåede han og de øvrige genopstandne tungrock-pionerer i Black Sabbath at servere et fornemt heavy-gilde, hvor orkesterets bundsolide samspil tog stikkene hjem.

’War Pigs’ indledte aftenens sorte messe. Her fik Ozzy gejlet salen godt og grundigt op med diverse uforståelige hooliganråb, men det var dog riff-maestroen Tony Iommis blytunge salver på den seksstrengede, som stjal opmærksomheden og viste storformen fra start.

Det viste sig som en kløgtig disponering fra kvartettens side at nedprioritere materialet fra dette års ujævne comeback-skive ’13’, hvorfra vi her til aften kun fik ’Age of Reason’ og ’End of the Beginning’, der heldigvis begge tog sig en hel del bedre ud live end i Rick Rubins lidt klæge produktion på albummet. I stedet valgte Ozzy og co. at fokusere på de slidstærke sange fra gruppens fire første udspil – alle fra perioden 1970-1972 – og så en enkelt afstikker til det mindre mindeværdige 1976-album ’Technical Ecstasy’ i form af ’Dirty Woman’.

Læs anmeldelse: Black Sabbath ’13’

I ’Under the Sun/Every Day Comes and Goes’ var Geezer Butlers fingre på overlegent overarbejde på bassen i nummerets speedede instrumentale passager, ’Snowblind’ var en adstadigt rullende riff-lavine, signatursangen ’Black Sabbath’ var lige så dommedagsond og kold som på gruppens 33 år gamle debutalbum, og ’N.I.B.’ rykkede røven ud af bukserne, så man næsten fik hold i nakken af at headbange.

Det var sympatisk af legenderne at lade lejesvenden Tommy Clufetos stjæle opmærksomheden med en længere trommesolo mod slutningen af sættet, men også en smule kedeligt. Clufetos er da bestemt en kompetent tøndetæver, men man kunne ikke undgå at stå og savne Bill Wards lidt mere sløsede og charmerende trommespil, som jo er et af fundamenterne i Black Sabbaths lydbillede.

Betonrock-grundpillen ’Iron Man’ fik salen til at brøle kollektivt med på Iommis legendariske og mastodontiske guitarriff, inden en dirrende intens ’Children of the Grave’ lidt senere satte punktum for originalsættet.

Som eneste ekstranummer fik vi en fabelagtigt kværnende udgave af klassikeren ’Paranoid’, som blev åbnet med introriffet til ’Sabbath Bloody Sabbath’ (hvorfor fik vi ikke hele nummeret, gutter?). »I can’t fuckin’ hear you«, brølede Ozzy gentagne gange til den kogende sal. Heldigvis kunne vi sagtens høre Black Sabbath, som trods den tyngende alder og dertilhørende småskavanker stadig er tungheden selv.