Hymns from Nineveh – koncertoplevelse lysår udover pladerne

I sin egen tilfældighed var det helt perfekt, at DR’s Koncertsal kun var fyldt med publikum på forsiden i stedet for 365 grader rundt, som det ofte er tilfældet. For først i sin halve tomhed kunne man for alvor overskue, hvor stor salen var, som den der i mørket holdt det lille femmandsband i sit enorme åbne gab. De monstrøse piber fra salens orgel tronede mægtigt i baggrunden, og gav sammen med det store luftige rum en følelse af at være i en katedral.

I kontrast til de meget brugte religiøse referencer – som ligger alt for meget lige til højrebenet, når man taler om bandet, deres tekstunivers og Jonas Petersens erkendte religiøsitet – lignede og spillede de fem gutter denne aften mest af alt levende og rocket, som en flok 60’er-hippier, der bare gerne ville underholde os. Hist og her med afstikkere til elektroniske ambientuniverser. Uanset hvilket musikhjørne de befandt sig i, var det hele umådeligt halleluja at opleve.

Det uskyldsrene dukkede op i ekstranumrene: Her var det den luftige og poppede himmelstræben, der tog teten som på julehittet ’Anywhere With You’ eller singlen ’A Kid On the Beach’. Det var bestemt også rart. Men mest af alt var det rart, fordi bandet inden da havde skubbet os i helt andre ukendte retninger, og kradset i den til tider meget polerede overflade, som hele diskografien uomtvisteligt byder på.

 Læs anmeldelse: Hymns from Nineveh ‘Visions’

Allerede på fjerde nummer, ’Hymn for the Lover’, forvandlede forsanger Jonas Petersens utroligt smukke solosang sig til et lækkert slæbende band-groove – inklusiv pedalmanipuleret ambient-banjo. På ’I Saw the Holy Dove Move’ dukkede først spøgelsesagtige samples og enormt mandekor op, før sangen gled ubesværet ind i George Harrisons ’My Sweet Lord’ og en lille afstikkerfest midt i det hele.

Og sådan var det utallige gange i løbet af koncerten, hvor små lækkerier som trestemmigt kor – der bare sad, og vidnede om mere end én vokalist bag mikrofonerne – eller eksotiske og sære lydbidder poppede op og overraskede. Som da ’Daughter of Zion’ og ’Rage.Silence.Love.’ fra det første albums let svævende univers blev genfortolket henholdsvis med indianermessen og elektronisk atmosfære nær meget fjerne slægtninge som John Grant eller Holy Other. Når vi troede vi kendte retningen, kom en stille smuk skabning som ’Colours of the Sea’ snigende og nev os dybt inde i sjælen med sin enkle skønhed.

Fuld af eksperimenterende, finurlige og smukke påfund, som gav oplevelser lysår udover pladerne. Sådan var aftenen. Et markant musikalsk statement på den danske musikscene, der vidnede om så stor klasse, sikkerhed og talent, at man uden tvivl må kalde Hymns from Nineveh for et af vor lands bedste og mest interessante livebands.