M.I.A.
Maya Arulpragasam er på sit fjerde album tilbage i sit rette element, og hvor er det dog rart. Efter at have fået afløb for al sin indestængte vrede på den larmende, anmassende og temmelig skuffende forgænger ’/\/\/\Y/\’, virker den 38-årige srilankaner til at være genfødt. Alt i alt støjer og ter ’Matangi’ sig sådan set ligeså vildt som ’/\/\/\Y/\’, men den store forskel er, at det nu igen er den globale gadefest, der er omdrejningspunktet.
’Karmageddon’ slås an med sitarklimpren og hårdt groovende syntetisk bas, og så er tonen og forventningerne ligesom slået an. Titelnummeret er næste skæring, og med dets bragende dansable tabla-trommer, trap-beats og M.I.A.’s særegne sans for messende stemmeføring, føler man sig for alvor budt velkommen tilbage til det glade og pulserende ghettoliv. Switch er stadig manden, der har drejet på de fleste knapper, men på de efterfølgende numre, ’Only 1 U’ og ’Warriors’, bliver der også sagt goddag til folk som So Japan og ikke mindst Hit-Boy. Ingen af dem får lov at overtage festen – det er stadig M.I.A., der styrer løjerne – men her bliver det tydeligt, at fruen har fået en forkærlighed for den så populære trap-genre, hvis æstetik går igen på hele albummet.
Læs også: Se M.I.A. optræde til premieren på Youtube Music Awards
M.I.A. har altid haft en stærk evne til at inkorporere tidens hotteste sounds i sit eget univers. Stærkest gjorde hun det på debutalbummet ’Arular’, men på ’Matangi’ bobler smeltediglen endnu engang over af sprudlende fantasifuldhed. ’Double Bubble Trouble’ og den seneste single ’Y.A.L.A.’ – begge produceret af den hollandske moombahton-duo The Partysquad – er de mest eksplosivt vellykkede eksempler. Voluminøst vuggende reggae bliver afløst af skærende sirener og hvinende synth, før hiphop-beats bliver afløst af pumpende kuduro-rytmer, alt imens M.I.A. storskryder derudaf og pisker stemningen i vejret, til man er ved at segne.
Læs også: M.I.A. laver Drakes YOLO og til Y.A.L.A.
Og netop her er det, at albummet virkelig viser sin genialitet, og nok må betegnes som lidt af et hovedværk. Trods de fandenivoldske party-stompere bliver der nemlig også plads til balladerne, og her virker det til, at The Weeknd-samarbejdet ’Exodus’ kan blive hittet, der kan gøre ’Paper Planes’ rangen stridig som fanfavorit. På den vokale side fylder canadieren ikke meget, men begges sans for den dragende, pompøse, moderne r’n’b-hymne lader sig ikke fornægte.
Så gør det mindre, at man snart har lært M.I.A.’s remse om global social uretfærdighed, religiøse genfødsler og girl power udenad, og at det kun er i enkelte statements, at hun lyrisk giver mening. ’Matangi’ er en respektindgydende opsummering af alt det bedste, som kvinden kan præstere, og der skal nok blive danset vinteren igennem på hele Moder Jord.