Primal Scream – mere frontalangreb end fest
Det er de færreste bands forundt at være dagsordensættende i løbet af karrieren. Primal Scream – et af de sværest rubricérbare bæster i britisk populærmusik i de sidste 25 år – har været på forkant med den kulturelle zeitgeist hele tre gange: Med rock/dance/gospel-hybriden ’Screamadelica’ (1991), det krautrock-, acid jazz- og dub-inspirerede ’Vanishing Point’ (1997) og det stærkt politiserede electronica/støjrock/industrial-inferno ’XTRMNTR’ (2000). Tre album, der hver især har rykket rockens hegnspæle og sat sig spor.
2013-værket ’More Light’ viste ansatser til ny tænding, men spørgsmålet er om toget allerede er kørt og har efterladt Bobby Gillespie og co. tilbage på perronen for rockmusikalske fortidslevn?
Læs anmeldelse: Primal Scream ‘More Light’
Der var således grund til både forbehold og en vis forventning før koncerten. Primal Scream er immervæk helte for enhver rettænkende rockfan med appetit på overskridelse af kunstartens mest konservative dogmatik. Kunne de live finde ind til kernen i deres kunst og give den vinger på trods af tidens tand?
Bandet indledte koncerten onsdag aften på Train med lidt af et frontalangreb. Nye sange som ’2013’ og ’Culturecide’ fremstod live som andet og mere end tandløs agitprop, men med et bankende hjerte og en snerrende, urolig sjæl. Suppleret af ’XTRMNTR’-pletskud som den punkede ’Accelerator’ og den fortsat uforglemmelige ’Shoot Speed/Kill Light’ måtte sarte sjæle se forskrækkede til mens Primal Scream – der anno 2013 består af Martin Duffy, Andrew Innes, Darrin Mooney og Bobby Gillespie foruden tour-medlemmerne Simone Butler (bas) og Barrie Cadogan (guitar) – slap et frådende, kværnende monster løs.
Bandet kunne – eller ville – ikke fastholde det frenetiske intensitetsniveau, så vi fik herefter serveret mere slæbende, syrede mindtrip-ekskursioner fra ’More Light’, såsom ’River of Pain’ og ’Walking with the Beast’. Andrew Innes førte an med både smukke og grimme guitarbredsider, mens Gillespie – hvis umælende attitude vekslede mellem det mørkt bistre og det decideret bedøvede – med årene har kultiveret en vis glød og bund i sin spinkle vokal, der klædte sangene. Han blev desuden godt suppleret af Innes’ og Cadogans backingvokaler.
Koncerten bevægede sig videre over i det Stones-pastiche-toneleje, der er det mindst interessante og mindst autentiske ved bandets meritter, heriblandt hits som ’Country Girl’, ’Rocks’ og det nye gospelsug ’It’s Alright, It’s Ok’. Leveret med rutinens træfsikkerhed, men i skærende kontrast til bandets formsprængende repertoire på for eksempel de tre hovedværker.
Læs anmeldelse: Primal Scream ‘Riot City Blues’
Vi fik på falderebet lidt af den fest, som Gillespie og co. med lidt større iver og et lidt bedre sekvenseret sæt kunne have fastholdt og bygget videre på. Krautrock-himmerigsmundfulden ’Autobahn 66’ lettede fra kørebanen og foldede sine stålvinger ud til fri flugt, mens ’Swastika Eyes’ ramte som en velkommen bomberegn, da det blev sluppet fri som første ekstranummer.
Bandet takkede af med ’Screamadelica’-åbneren ’Movin’ On Up’, en flot finale, men samtidig en påmindelse om, hvor mange perler fra netop det mesterværk (foruden fra det aldeles forbigåede ’Vanishing Point’) man tørstede efter, da bandet – og i særdeleshed Bobby Gillespie – nonchalant spankulerede af scenen efter et velspillet, men noget halvhjertet Danmarksbesøg.