Primal Scream

Primal Scream runder med ‘More Light’ deres tiende studiealbum, og hvilken bedre måde at fejre jubilæet på, end med et sundt tværsnit ned gennem skotternes 30-årige karriere?

Således åbner albummet med ni minutters kompromisløs kraut-workout i form af den kolossalt seje ‘2013’, lokker os gennem okkulte og farverige psych-mareridt (‘River of Pain’), drømmende, Serena Maneesh-agtig shoegaze (‘Hit Void’), beskidt blues med blafrende gospel-blonder (‘Elimination Blues’) og runder af med en dejligt udflippet blomsterbørnshymne som ‘It’s Alright, It’s OK’.

Mani har som bekendt forladt Primal Scream til fordel for sit gamle band, The Stone Roses, og er blevet erstattet – først af Debbie Googe fra My Bloody Valentine og siden af det forholdsvist ukendte bassist-kort, Simone Butler. Men trods uroen i flokken lyder Primal Scream nærmest mere levende og veloplagte, end de har gjort i ti år.

Måske skal noget af æren for revitaliseringen tilfalde produceren David Holmes, der trods albummets store genrespænd har formået at surre en groovy, rød tråd omkring rodebunken. Primal Scream er en 30 år gammel rock’n’roll-køter, som sikkert for længst er løbet tør for nye tricks at lære og lære fra sig, men summen af de mange, de allerede kan, virker ganske enkelt overvældende, når de bliver anrettet så indbydende, som Holmes og dette album mestrer.

En passende introduktion til en af britisk rocks legender, trods enkelte corny småsvipsere som eksempelvis den stueorgel-røvballede ‘Goodbye Johnny’. Albummet er langt nok til, at den og enkelte andre svagere skæringer snildt kunne have været undværet.