Metronomy

Metronomys karriereforløb har været en smule ukarakteristisk for et britisk NME-band. Selv om der var en god del buzz om deres andet album, ’Nights Out’ fra 2008, er de aldrig blevet ramt af den helt djævelske hype, der sjældent gør noget godt for et band i det lange løb. De har fået lov at vokse og udvikle sig som band, og ’Love Letters’ er beviset på, hvad det kan føre til. Her hæver den britiske kvartet nemlig barren til hidtil uhørte højder.

Forsanger Joseph Mount har altid haft en misundelsesværdig evne til at skrive skæve og iørefaldende sange, og det fornægter sig ikke her. Særligt titelnummeret er et fantastisk bagholdsangreb, der efter halvandet minuts afdæmpet trompetintro eksploderer i en David Bowie-inspireret Motown-pastiche, men også den melankolske ’I’m Aquarius’, der lyder som håndspillet Drake, er mesterlig.

Læs anmeldelse: Metronomy ‘The English Riviera’

Den drilske, dansable pop, som de fleste forbinder med Metronomy og specielt hittet ’The Look’, er delvist lagt på hylden til fordel for en mere Phil Spector-agtig analog vellyd, men det er bestemt ikke lige så fladt og tilbageskuende, som det kunne lyde. Universet er nemlig så varieret og rigt på skøre ideer, at albummet konstant tager lytteren med nye steder hen og udvider bevidstheden. Pladen består af ti dybt originale kærlighedsbreve til 70’ernes mest krøllede musikalske hjerner som Bowie og Bryan Ferry og står som kulminationen på Metronomys 15-årige karriere.