Hvordan er stemningen i tourbussen?
»Den er rigtig god. Her i efteråret var vi for eksempel afsted halvanden måned i træk – og i virkeligheden tre måneder i træk. Vi var kun lige hjemme og vende meget, meget lidt. Så vi ser hinanden hele tiden. Man vågner op og kigger ind i de samme fjæs på de her fem drenge hver morgen«.
»Vi har det rigtig sjovt, når vi er afsted, og humoren bliver enormt primal og primitiv. Meget falde på halen-plat humor. Jeg elsker, at det er sådan, og det ikke er sådan et eller andet indie-smart. Det er vildt bøvet i virkeligheden, men jeg har det virkelig grineren med det. Når vi er afsted, er de som mine storebrødre på en eller anden måde«.
Hvilke tv-serier ser du, når du er på tour?
»Faktisk har jeg ikke rigtigt set tv-serier, men de andre gør. Ralle, min trommeslager, har set ’The Wire’ og de andre har set ’Breaking Bad’ rigtig meget. Jeg ville egentlig gerne, men jeg tror ikke helt, jeg har kunnet koncentrere mig om det. Så har jeg hellere villet sidde og arbejde på en sang eller sådan noget. Der har været så meget arbejde. Samtidig med, vi var på tour, skulle vi jo også lave et album færdigt – plus, at jeg har hænderne med i alle beslutninger, der bliver taget, omkring artwork og alt dét der. Jeg har set Dexter, men det har jeg ikke gjort på tour, så det kan være lige meget, haha«.
Læser du på turen?
»Ja, jeg har læst lidt – Charles Bukowski har jeg læst ret meget. Men på trods af, jeg rigtig godt kan lide at læse og at dansk var mit yndlingsfag, læser jeg ret langsomt, desværre. Men jeg har også læst ham der Murakami – der læste jeg ’Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe’. Ikke for at være sådan ‘jeg arbejder heeeele tiden’-agtig, men jeg har mest arbejdet«.
Spiller I spil i tourbussen?
»Nej, men seriøst – jeg tog kort med, da vi skulle på den længere tour. Og jeg tænkte: ’Det her bliver et hit, nu skal vi fanme spille kort’, og de var alle sammen bare sådan ‘Ej Karen … Det gider vi overhovedet ikke’. De syntes alle sammen, det var vildt pinligt, jeg foreslog det. Af en eller anden grund, syntes de bare ikke, det var fedt. Det er en af de ting, jeg er utilfreds med!«
Hvad er din yndlingsmorgenmad når du er på tour?
»Det er selvfølgelig altid lækkert, når der er stor, lækker buffet. Men nogle gange bliver det faktisk også lidt for tungt. Nu er det ikke for at være helse-agtig, men jeg kan huske, da vi var på tur i UK, der har de for eksempel noget, der hedder Marks and Spencer, hvor man kan få nogle megalækre, sunde og varierede salater. Ej, nu lyder jeg helt vildt helse-agtig, men det har man bare brug for, når man har spillet og fået øl og rigtig mange backstage-snacks, så er det faktisk bare skidelækkert at starte med en god, sund salat. Det er det sgu«.
Hvad er din yndlingssnack on the road?
»Ej, det skal jeg sige dig: Det er Kinder Bueno. Det er så lækkert. Jeg kan slet ikke fatte, man har lavet noget, der er så lækkert! Det er så godt, det er helt hjernedødt«.
Har du nogle vilde backstage-krav?
»Nej, det har vi ikke, men hvis vi bliver helt vildt store en dag, så skal jeg fanme nok finde på nogle sjove ting. Bare for humorens skyld. Al kaffe skal være rørt med urets retning. Nogen fortalte mig, at det stod på Jennifer Lopez’ rider. Det er helt sygt. Virkelig, virkelig diva-agtigt«.
Har du en lykkeamulet, du skal gnubbe inden du går på scenen?
»Nej, men jeg har altid en sten med mig rundt, som jeg har fået af en veninde, som er sådan en, der efter sigende skulle give en kraft til at opnå sine drømme. Men jeg er ikke lige ovre og gnubbe den inden jeg går på scenen, men det kunne være, jeg skulle begynde at gøre det, haha«.
Hvis du skulle vælge et kendingsnummer, der blev spillet hver gang, du gik ind på scenen, hvilket nummer ville du så vælge?
»Nu kan jeg kun lige svare ud fra, hvordan jeg har det lige nu, men så gad jeg godt, at det var Twin Shadows med ’Castles in the Snow’. Det er sådan lidt melankolsk og så er der det, som jeg elsker ved Twin Shadow og ved denne her sang, at ting har en historie, men der er ikke rigtigt nogen løsning på problemet. Historien er åben: Det er lidt godt, lidt skidt – ingen ved, hvad der sker. Det er melankolsk, men også lidt aggressivt. Der er en god melodi, dybde og reverb, som jeg elsker«.
Hvad gør I efter en koncert?
»Det kommer selvfølgelig an på, hvordan det er gået. Vi prøvede på et tidspunkt, at vores lydkort brændte sammen midt på scenen, hvor vi ikke havde noget backup. Der begyndte jeg bare at tude. Men normalt, hvis det bare er gået relativt godt, er man helt høj. Det er jo lidt en lykkefølelse – så det er fedt lige at drikke en øl og snakke lidt. Men det er tit, der ikke er tid eller overskud til det, og man skal også passe på sin krop, for det kan hurtigt blive for meget, som man jo har set eksempler på«.
Hvad så når du kommer hjem fra koncert eller byen og er sulten – hvad er så snacken?
»Faktisk, i modsætning til alle drengene, der altid lige skal have en læderhat eller en sha-wab eller hvad de nu kalder det, er jeg faktisk ikke så meget på at spise, når jeg kommer hjem fra byen. Jeg vil hellere bare sove og så spise morgenmad. Men hvis det er her hjemme i København, er det da lækkert lige at æde en kop nudler og så gå kold og vågne op badet i nudelsuppe«.
Hvor er det vildeste sted, du har spillet?
»Sidste år spillede vi jo fanme også 110 koncerter eller sådan noget, og det hele har været så nyt og spændende. Men det må være South by Southwest. Det var ni shows på tre dage eller sådan noget. Det var meget hektisk og man var der i midten af Texas i Austin, det hele var så nyt og spændende. Vi spillede på alle mulige smadrede venues, og det var bare vildt fedt – man var bare i en konstant rus. Man sov mega dårligt på en smadret madras i et varmt hus og havde været fuld og jeg skal komme efter dig. Det var bare fedt«.
Hvordan er et amerikansk publikum at spille for i forhold til et dansk?
»Jeg har virkelig kun oplevet det mega positivt. De har været friske og åbne, lidt ligesom man siger, at mange amerikanere personlighedsmæssigt er – det er sgu egentlig også sådan, jeg har haft det med publikum. Selvfølgelig i New York og L.A. er folk lidt mere ’Hm, hvad så – hvad ka’ du?’, men det har ikke været på nogen dårlig måde. Man kan se på publikum, om de kan lide det eller ej. USA har været gode, synes jeg. Men vi skal helt sikkert prøve at komme derover og spille, hvor folk så er pisseligeglade. Men det er jo sådan, det er. Så må man gå lidt mere til dem eller lave noget bedre musik«.
Kunne du finde på at flytte til USA?
»Ja, hvis det gav mening, ville jeg helt klart prøve at bo i USA. Det har faktisk været en drøm at bo i USA, siden jeg var helt lille. Nu er det ikke for at blive poetisk, men mit hjerte vil jo være dér, hvor musikken spiller for mig. Det skulle den gøre i USA, hvis jeg skulle flytte derover. Nu ikke for at lyde som et klassisk produkt af nutidens evige stræben efter succes, men musikken betyder – udover familie og venner og kærlighed – bare alt«.
Hvis I skulle have en bandtatovering, hvad skulle det så være?
»Vi har jo virkelig fået lavet mange tatoveringer, når vi har været afsted, men en fælles bandtatovering skulle nok bare være et eller andet åndssvagt, hvor vi alle sammen står ved siden af hinanden og én så laver en lang streg hen over benene på os. Haha, det kunne være fedt!«
Ville drengene være med på den?
»Måske, ja! Eller også skulle det bare være en streg hen over alle vores hænder. Det kunne også være dét«.
Men I har tit fået tatoveringer sammen?
»Ja, mange. I starten af året, når vi kom til en ny, stor by, blev vi for eksempel allesammen tatoveret i New York, L.A., Glasgow, Moskva, London, Oslo. Men der er også nogle af stederne, hvor det mest var drengene. Jeg har fået i New York, Glasgow, London og i Rusland fik jeg min Pussy Riot-tatovering, så jeg har også været lidt med«.
»Men Sylvester, der spiller på computer og sampler, og Ronnie har fået over det hele – postkort-arme. Det er ret grineren«.
Når I at se noget, når I er afsted?
»Vi har ikke haft tid til turistattraktioner og sådan noget. Ikke det, der ligner. Men jeg kan huske, da vi var i Australien i forbindelse med kronprinsparrets pris, tog mine forældre, der elsker at rejse, også derned for at være på ferie i Australien og for at komme til ceremonien. Der havde jeg én dag fri, hvor jeg tog med dem ud i bjergene. Det var vildt fedt«.
Er det en tætpakket tid, du går i møde?
»Ja, det er det jo. Det er mærkeligt. Jeg har gået og været vant til at man nærmest bare har bygget op og bygget op og bygget op, og at det hele var nyt og spændende, men nu er jeg én, der har udgivet et album. Så skal man i gang med nummer to og sådan noget.. Det er helt mærkeligt«.
»Jeg kan mærke, jeg virkelig har lyst til at skrive nye sange. Men det må vi gøre on the road, det har vi jo gjort før«.
Mø spiller fredag aften i Vega, og kan efterfølgende opleves i blandt andet Albertslund, Aarhus og Roskilde, inden turen går til udlandet.