Vince Staples

Vince Staples spiller en Soundvenue Session til maj på Rust. Læs mere HER.

Vince Staples gæstede sidste år Earl Sweatshirt-nummeret ’Hive’ med sådan et vers, der er så overvældende godt, at det kan skabe stjerner. Momentum udnyttede Staples kun delvist på det konservative, Mac Miller-producerede ’Stolen Youth’-mixtape, men med ’Shyne Coldchain Vol. 2’ har Long Beach-rapperen skabt sin klart bedste udgivelse hidtil.

Vince Staples har altid været mørkere end de legesyge venner fra Odd Future. Han er både aggressiv og reflekteret, hvilket resulterer i modsætningsfulde linjer som »I’m still waiting for the day we black and we proud / ’til then we’ll be shooting niggas down to the ground«.

Han er Public Enemy-politisk og fordømmer alt fra Obama til pladeselskaber. Og så er han pludselig totalt nihilistisk: »Trunk rattle like a body in that bitch«, hedder det på ’Trunk Rattle’, og kort efter: »Niggas talk shit ’til you show up where they live«. Staples rapper linjerne hæst og monotont, så det lyder af regnvejr og asfalt, ikke af californisk sol.

Læs også: Guide: De 10 vigtigste numre fra den nye vestkyst-hiphop

Men vokalen får modspil af lyse, varierede produktioner, hvoraf størstedelen kommer fra producerveteranen No I.D., som også har hentet Staples til pladeselskabet Def Jam. Produktionerne er de bedste, Staples hidtil har rappet over: ’Humble’ lyder som halvt-Dilla, halvt-Neptunes, mens man på ’45’ kan høre, hvorfor Kanye West kalder No I.D. sin mentor.

Visse steder opstår der alligevel dødvande. No I.D.’s beats er nuancerede og vellydende, men udforsker ikke nye områder, ligesom Staples’ tekster også behandler velkendte emner. Men det er småting. Vince Staples’ udvikling er fortsat i gang, men allerede nu kan han bære en hel udgivelse alene.