Kidd ‘Kiddæssancen’

Kidds fuldlængdedebut stikker ikke dybt, men det gør til gengæld rapperens iver for at underholde.
Kidd ‘Kiddæssancen’

Der er blevet sagt utrolig meget om Kidd, siden han i 2011 brød igennem til de brede masser. Han er blevet en af dem hele Danmark har en mening om – uanset hvilket segment man hører til.

I anmeldelsen af hans første regulære album kunne man derfor gå finkulturelt til værks og se ham som udtryk for en hel generations håbløse egocentrering eller også falde ind i det mere primalt tilbagestående kor af haters, der bare ikke kan snuppe hans stil. Man kan også bare lade være med at tage ’Kiddæssancen’ for meget mere, end hvad det er: Et herligt uhøjtideligt festalbum, der vil sætte gang i både Roskilde-lejren, havefesten og klubberne henover sommeren.

Læs også: Kidd tager ‘Kiddæssancen’ på Danmarksturné

Ti sekunder inde i åbningsnummeret ’Blæst igen’ vælter man allerede rowdy rundt på dansegulvet til Rasmus Hedegaards bangende beats og slagkraftige bas, og på næste nummer, ’Brunt øje’, lægger Pitchshifters os i seng i en lummer tilbagelænet 70’er-stil. Om det er bevidst eller ej, at man ikke kan tyde, om Kidd synger som en dame på 67 år må stå hen i det uvisse, men det giver tracket en sjov kinky dobbelttydighed.

Selv om Kidd på det TopGunn-producerede og elastiske hiphop-track ’Mister mig selv’ forsøger sig med en smule refleksion over berømmelsens personlige konsekvenser, stikker det ikke dybt, men det gør til gengæld iveren efter at underholde os andre. Og med produktioner fra ovenstående samt Lasse Lyngbo, Vinnie Who og Pilfinger, der tager os over både two-step og Prodigy-agtig jungle, så er ’Kiddæssansen’ godkendt.

Læs også: Kidd: Mit liv som mixtape

Kidd ‘Kiddæssancen’. 'Kiddæssancen'. Album. Cheff Records/ArtPeople.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af