Sam Smiths debutalbum er (næsten) én stor popkliché

Med undtagelse af singlen ’Money On My Mind’ er det den romantiske kærlighed, Sam Smith synger om på sit debutalbum. Især den ugengældte af slagsen optager den 22-årige brite, men til trods for det potentielt gribende emne efterlader mange numre én påfaldende upåvirket.

Stemmen har Smith fået mange roser for, og den besidder en fyldig klang, der ubesværet kan vride melismer af sig og krybe op i falset. Desværre overforbruger han vibrato i en sådan grad, at effekten over albummets ellers korte spilletid når at blive et irritationsmoment.

At briten ikke er den mest opfindsomme lyriker giver titlerne et praj om. Tag ’Like I Can’ og ’Not In That Way’. Ja, det er »he’ll never love you«, der går forud for ’Like I Can’, og »I love you, but« ditto på ’Not In That Way’ – altså nogle af de mest forudsigelige sætninger man kan danne.

Rørende popsange om ugengældt kærlighed er der mange nye eksempler på, men Smiths tekster indeholder vaghed og klichéer en masse og fortjener ikke at blive lyttet til.

Debutens delvise redning er de stedvist fængende melodier. Med sine falset-krumspring og hvirvlende strygere opnår Smith den romantiske stemning, han oftest sigter efter, på ’Lay Me Down’, og ’Good Thing’s tåreperser-tendenser bliver dæmpet af et mellemstykke, hvor violinerne stiger så højt, at de næsten snitter ørene og trommeslageren får slippet tøjlerne løs.

Givetvis har Sam Smith tiltænkt sin debut et simpelt udtryk, men den risiko-forskræmte instrumentering, de kedsommeligt rene produktioner og banale tekster resulterer tilsammen i en uvigtig udgivelse.