For få år siden stod Schoolboy Q ved en skillevej. Han var medlem af den berygtede bande Crips, men var samtidig mere eller mindre tilfældigt blevet en del af Los Angeles-pladeselskabet Top Dawg Entertainment, hvis største håb var den kommende superstjerne Kendrick Lamar. Og nogle gange virker det som om, den 27-årige Quincy Hanley selv er en smule forvirret omkring, hvornår han gik fra at sælge narko til at være rapperen Schoolboy Q.
»Den første, jeg mødte, var Punch. Han er præsident for foretagendet (TDE, red.). Vi tog i studiet samme dag. Dengang solgte jeg stadig stoffer – i 2009, 2010, 2011. Eller vent, ikke 2011. Men dengang var jeg stadig med i banden og havde ikke tænkt mig nogensinde at stoppe«.
Mens Kendrick Lamar – selv om han kommer fra den ikke ufarlige bydel Compton, hvor N.W.A i sin tid grundlagde gangsta-rap – i bund og grund er en god dreng, der fokuserer på sin rapkarriere, er Schoolboy Q’s baggrund altså mere kompliceret. For at bandelivet med salg af stoffer og fængselsophold kunne skiftes ud til fordel for rapkarrieren, måtte han omfavne miljøet omkring Kendrick og TDE, se dem som en ny familie og en ny levevej. Det er det dilemma, som Schoolboy Q’s musik hele tiden drejer sig om. Det er musik om øjeblikket, hvor gangsteren kan vælge at være noget andet. Og for at forstå det dilemma, må man forstå, hvor Hanley kommer fra.
Bander er ikke onde i Q’s verdensbillede. Det er hans familie – et skæbnefællesskab hvor alle tager sig af hinanden, og hvor alle udenforstående er fjender. Der var ingen, der lokkede den unge Hanley til at være med i en bande og dermed fordærvede den uskyldige dreng.
»Nej, der var ikke nogen, der introducerede mig for gang-banging. Det var ikke sådan, at jeg var nødt til at komme ind i det. Jeg blev født ind i det. Det er det, jeg er vokset op i. Jeg legede med drenge på min egen alder og pludselig, fra det ene øjeblik til det andet, var vi medlemmer af en bande«.
For Schoolboy Q er bander en naturlig måde at organisere sig på. Jeg forsøger alligevel at presse på ved at spørge ind til nummeret ‘Hoover Street’ fra ‘Oxymoron’-albummet, hvor en karakter ved navn Rat-Tone viser Q, hvordan man skyder et gevær.
Er det en virkelig person, og var det ham, der første gang viste dig en pistol?
»Ja, han er virkelig. Han var den første, der viste mig et big-ass gevær«, korrigerer rapperen mig. »Men det var min bedstemor, som var den første, der viste mig en pistol«.
Der er nok ingen steder, hvor familie, bandetilhørsforhold og helt almindelig hverdag er så sammenfiltrede som i Los Angeles. Banderne Crips og Bloods har haft stor indflydelse i årtier, og tilliden til politiet og andre myndigheder er mange steder ikkeeksisterende. Man bliver ikke bandemedlem, fordi man lokkes til det, ligesom man ikke kun bliver kriminel af nødvendighed. Man er tværtimod del af et uadskilleligt fællesskab. Det er en slags ‘os mod alle’-mentalitet, hvor loyalitet og sammenhold er absolutte værdier.
»Jeg var på gadehjørnet hele dagen. Jeg var på frontlinjen«, fortæller Hanley, og man fornemmer en følelse af sammenhold, der ligner det soldaterkammerateri, han alluderer til ved at kalde gaden for en front.
Når Schoolboy Q taler om de andre bandemedlemmer, er det også tydeligt, at han betragter dem som venner og ikke ominøse gangsterbosser. Det står især klart, når han fortæller om, hvor ukompliceret det var for ham at forlade Crips for at blive rapper. I en klichéfyldt gangsterfortælling ville bandemedlemmerne forsøge at fastholde afhopperen i deres verden, men i Schoolboy Q’s tilfælde støttede de ham tværtimod.
»Jeg stoppede bare. Jeg skulle ikke bevise noget for nogen. Jeg havde lyst til at stoppe, så det gjorde jeg. Det respekterede mine venner«.
Læs det fulde interview, hvor Schoolboy Q fortæller om forholdet til sin datter, gademiljøet og sine ucensurerede tekster, i det nye Soundvenue, der er på gaden nu.
Schoolboy Q spiller Soundvenue Sessions i Store Vega og på Train den 19. og 20. maj.