Franz Ferdinand – lirede den af på rutinen
Betingelserne var ellers ideelle: En smuk lavendelfarvet himmel og en headliner-tjans på åbningsaftenen. Alligevel blev Franz Ferdinands koncert ikke den festivalfest, man havde håbet på.
Som sin navnebror og de andre rødder i ‘A Clockwork Orange’ var Alex Kapranos og hans slæng iklædt matchende gevandter, men der var ingen farlighed og vildskab at spore hos de fire skotter.
Bob Hardy fremstod med en aldeles umælende attitude som indierockens svar på Bill Wyman, Rolling Stones’ tidligere bassist med stone face, som ragede det ham en høstblomst at stå foran et stort publikum, og guitarist/keyboardspiller Nick McCarty lignede ofte en fodboldspiller, der havde opgivet kampen og blot længtes efter, at den blev fløjtet af. Bandets umotiverende jappen-sig-igennem ‘The Fallen’, ‘No You Girls’ og ‘Walking Away’ udstrålede i udtalt grad et band, der kørte den hjem på rutinen.
Nu var det ikke udelukkende bandets skyld, at koncerten blev en speget affære. Lyden var forstemmende lav, så særligt de huggende guitarer, som er blandt Franz Ferdinands trademarks, aldrig fik de nødvendige betingelser at arbejde under.
Læs anmeldelse: NorthSide: The National – et deja-vu der vandt på point
Publikum blev forenet i kollektiv sang og dans under ‘Do You Want To’, ‘Take Me Out’ og ‘This Fire’, som henimod slutningen lykkedes med den ret beset simple formidling, der er vital for en vellykket koncertoplevelse: Et band, som tror på det, de gør, og formår at få dem, der oplever dem, til glædeligt at hengive sig. Alt for ofte var det ikke tilfældet i forholdet mellem Franz Ferdinand og NorthSide.
Se hele vores dækning af NorthSide HER.