Kasabian

De har på ti år spillet sig op i den musikalske Premier League, og de britiske masser i hjemlandet er da også svært begejstrede for Kasabians feststemte stadionrock-eskapader.

Guitarist Sergio Pizzorno har som sangskriver og producer ageret mastermind på gruppens femte album, men en kreativ sparringspartner havde gjort underværker og styrket de gode takter, som er til stede.

Læs anmeldesle: Kasabian ‘Velociraptor!’

‘Bumblebee’ åbner tumultarisk og effektivt festen som et rendezvous mellem Beastie Boys’ punktendenser og Primal Screams psykedelia. Andre momenter, der får tommelfingeren op, er den ambiente ‘Glass’ samt ‘Treat’ og ‘Eez-Eh’, som i modsætning er lige til en party-playliste. Men derudover er der ikke meget at komme efter.

De organiske basmønstre i ‘Doomsday’ indbyder til vippen med foden, men nummerets monotoni i såvel melodi som tekst (»what you see is what you get«) vækker den fortørnede lytter, og også på ‘Clouds’ og ‘Bow’ får man af samme årsag lyst til (som til en fodboldkamp) at råbe »kom nu drenge, det kan I gøre bedre«.

Læs også: Roskilde Festival afslører rockpakke med Kasabian i front

Selv om inspirationen fra Madchester-bølgen stadig kan spores, er den ikke længere så udpræget, og det klæder Kasabian at lade et mere originalt udtryk træde frem. Problemet er bare, at de i denne proces har nedprioriteret sangskrivningen.

For at fortsætte fodboldanalogien ligger Kasabian med dette album til nedrykning, med mindre de opper sig med et hold stærkere sange, der kan få et mere varigt efterliv end de 48 minutter, albummet som tituleret strækker sig over.