Kasabian

Det bedste, der kunne ske for Kasabians karriere, var, at Arctic Monkeys blev langhårede. Der overtog de nemlig rollen som favoritband for alle de engelske lads, der ikke længere kunne identificere sig med Alex Turners eksperimenter – en rolle som Kasabian cementerede med den stærke plade ‘West Ryder Pauper Lunatic Asylum’.

Og som det også er tilfældet på ‘Velociraptor!’, er noget af det mest imponerende ved Kasabians karriere, hvordan de for hver plade er vokset med opgaven. Her er de klassiske, maskinelle macho-beats som på ‘Days Are Forgotten’ og det herligt aggressive titelnummer, men overordnet set har Kasabian endnu engang skruet op for ambitionsniveauet uden at miste charmen. ‘Le Fee Verte’ er en næsten filmisk ballade med både blæsere og sentimentale strygere, mens ‘Acid Turkish Bath (Shelter From the Storm)’, som titlen antyder, har en kraftig psykedelisk eftersmag.

Bandet fra Leicester har altid været bedst, når de lyder som soundtracket til en Guy Ritchie-film frem for deres mest pompøse stunder, hvor de mere lyder som en James Bond-film. To brølstærke eksempler på førstnævnte er den simpelt synth-fikserede ‘I Hear Voices’ og ‘Re-Wired’. Kvaliteterne til trods savner man alligevel et eller to af de ud af kroppen-ekstatiske hits, som man ved, at Kasabian er leveringsdygtige i, og som har gjort dem til de nye konger af den engelske festivalsommer. Men selv om pladen ikke byder på en ny ‘Empire’, er det alligevel et vellykket udspil og endnu et skridt fremad for de ambitiøse briter.