Klaxons

Briterne vil lave fest, men er alt for endimensionelle.
Klaxons

Kender du følelsen af at være til en fest, som du ikke helt er i stødet til at deltage i, men hvor du trods alt gør en indsats for at komme i stemning? Sådan føles det at lytte til Klaxons’ tredje album.

Med Daft Punk’sk vocoder og fuld faneflugt henover de boblende keyboards slår de humørfyldte festværter dørene op på ‘New Reality’, men flere gange i løbet af de 11 numre føles tempoet og energien forceret.

Pladen pendulerer mellem tomme momenter og passager, der rammer bull’s eye. En linje fra ‘Invisible Forces’ indkapsler paradokset meget fint: »Nothing is between us / you make me feel real«. Fornemmelsen af noget, som på én og samme tid er ligegyldigt og berigende. På ‘Rhythm of Life’, ‘Out of the Dark’ og ‘Show Me a Miracle’ føles det som at stå på dansegulvet og vugge i takt til den samme bevægelse, og rastløsheden melder sig hurtigt.

Hvor festambassadørerne derimod lykkes med deres mission er på ‘Children of the Sun’ og ‘There is No Other Time’, som forener futuristisk funk med et flimrende kig ind i den disco-glitrende krystalkugle, ligesom ‘Atom to Atom’s insisterende synthbas får sat fut i fødderne og kælent kærtegner festmanken.

Albummet smager som en kulørt cocktail, og tilstanden, som en sådan aktiverer, kan såmænd være ganske munter og opløftende. Altså så længe effekten varer, og så længe men er indstillet på den fest, som her alligevel oftest er alt for endimensionel.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Klaxons. 'Love Frequency'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af