Riff Raff
Riff Raffs berømmelse kulminerede, da James Francos karakter i ’Spring Breakers’ poppede op som en åbenlys efterligning af den excentriske rapper. Den tidligere realitystjerne er desuden et fænomen på de sociale medier: Senest gik et billede verden rundt, hvor han havde farvet sin hund blå. Man kunne nemt glemme, at manden med de skinnende diamanttænder og zig-zaggende cornrows også er en usædvanligt god rapper med en helt unik stil.
Heldigvis beviser ’Neon Icon’, der tilmed udkommer på Diplos Mad Decent-pladeselskab, at Riff Raff stadig kan strø om sig med originale, excentriske punchlines. »I’m the white Gucci Mane with a spray tan«, rapper han på ’Introducing the Icon’, og »I’m Julius Ceaser with the Versace wife-beater« lyder det på ’How to Be the Man’. De to numre er også blandt albummets bedste: Introen har et dundrende 80’er-agtigt beat, der lyder som en Rick Rubin-produktion, mens det DJ Mustard-producerede ’How to Be the Man’ har sådan et legende, minimalt beat, som Riff Raff altid lyder uforligneligt uforudsigelig på.
Læs anmeldelse: Riff Raff ‘Birth of an Icon’
Det er klassisk Riff Raff med andre ord, og faktisk byder albummet sjældent på nye ideer. Tværtimod. ’Maybe You Love Me’ er generisk radiorap, mens ’Time’ nu har været med på flere Riff Raff-udgivelser, end jeg kan tælle. Det første virkelig forbløffende nummer er albummets næstsidste, den fantastiske Daft Punk-agtige EDM-bastard ’VIP Pass To My Heart’.
På trods af at Riff Raff stedvis er på autopilot, er ’Neon Icon’ dog en underholdende, fascinerende udgivelse. Den er bare ikke det store skridt fremad, som albumformatet og den ambitiøse titel antyder.