Samaris – tonal tanke-teleportering
Genrekonventioner rager dem en flyvende fuckfinger. Den islandske trio Samaris propper dance, trance, hiphop, triphop, manipulerede klarinet-passager og islandske folkeviser fra 1800-tallet i en blender og ud kommer avantgarde, cinematisk dance for drømmere – vel at mærke uden, at musikken lyder prætentiøs.
På Apollo Countdown stod Þórður Kári Steinþórsson for de elektroniske beats, flankeret af sangerinden Jófríður Ákadóttir og klarinetisten Áslaug Rún Magnúsdóttir til henholdsvis højre og venstre.
Bag pulten fremstod han som en tordengud i en stridsvogn, der, i stedet for tøjler, var forbundet til de to kvindelige fortropper med ledninger. Både klarinet og vokal blev tilsat rumklang, ekko-effekter og multi-tracking, mens de knitrende beats lagde fundamentet.
‘Stridsvognen’ trak publikum ud på en sælsom, billedskabende rejse, der transcenderede tid og sted. Når Jófríður Ákadóttirs spøgende islandske vokal, der vækkede mindelser om Björk, gled ud af højtalerne flakkede alt fra forjættende nordlys over sneklædte fjelde til fjerne galakser indover nethinden. Man glemte helt, at bandet stod på en scene, der ligner en forvokset hoppeborg, mens vokalen og klarinetten ubesværet skiftedes til at stjæle rampelyset
Koncerttidspunktet – en solrig, tidlig eftermiddag – syntes at være Samaris’ eneste modstander. Bandets melankolske lydtapeter ville være perfekt egnede til en natkoncert, men alligevel voksede skaren af publikummer sig som en slyngplante henover pladsen i takt med, at koncerten skred frem.
For de fokuserede gav Samaris en lille perle af en koncert, der jonglerede rundt med hjernens neuroner, så de 45 minutter føltes som ét langstrækt katarsis-øjeblik.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.
