Den tidligere Pavement-frontmand er et barn af punken. Derudover er han vild med frie fugle som Kanye West og Miles Davis, at glo på liveoptagelser med The Grateful Dead i tourbussen, sort-hvide pladecovers og meget andet. Og nå ja, så skammer han sig absolut ikke over at lytte til kristen psych. Stephen Malkmus & the Jicks spiller på Lille Vega i aften – vi fangede ham til en snak om de vigtigste plader i hans liv.
Hvilket album var det første, som betød noget for dig?
The Specials ‘The Specials’ (1979)
»Det første album med det sort-hvide omslag. Den væltede mig helt omkuld fra allerførste gennemlytning. Jeg elsker stadig den plade. Jeg var lige begyndt at samle vinyler, da jeg fik den. Inden havde jeg kun haft et par plader med Devo og Kiss. I noget tid troede jeg så, at hele ska-tingen ville være en ny musikalsk revolution, men sidenhen viste det sig, at The Specials var det eneste virkelig fantastiske band, som kom ud af den bølge. Madness var da også ok, men lidt for fjollede i længden. Dem voksede jeg hurtigt fra, men The Specials elsker jeg stadig til døde. De spiller superfedt og så er det vildt sejt, at medlemmerne er både hvide og sorte fyre. Det ser man forholdsvis sjældent i amerikansk musik. Måske på grund af hele vores historie? Men hos The Specials lyder denne blanding virkelig organisk«.
Hvilket album ville du ønske, at du havde lavet?
Kanye West ‘Yeezus’ (2013)
»Hvis jeg havde lavet den plade ville jeg være sindssygt kendt! Jeg synes virkelig, den er glimrende. Det kunne være rigtig sjovt at prøve at være så stor en trendsetter. Han kan jo virkelig dreje hele kulturen i en bestemt retning, og det må sgu være ret vildt at være i stand til det. Og så har han en cool attitude omkring at arbejde sammen med alle mulige forskellige folk på hans numre. Jeg synes virkelig, at han er kreativ«.
Hvilket album har været en stor inspirationskilde for dig?
Miles Davis ‘On the Corner’ (1972)
»Han har altid haft en helt speciel betydning for mig. Miles er virkelig et geni, der har lavet så mange vilde ting, som ingen har formået at gøre ham efter. ’On the Corner’ er hans lidt brogede funkalbum fra starten af 70’erne. Det er så bizart og konfrontatorisk. Jeg er vild med den frihed, der altid er over hans musik. Sådan en frihed finder man hos de folk, jeg ser op til. De er frigjort af et system. De hænger ikke fast i et mausoleum over deres egne tidligere meritter, som mange succesfulde musikere ellers gør. Eksempelvis U2. Folk som Miles, Kanye og Captain Beefheart er frie og hviler ikke på deres laurbær, men fortsætter med at søge mod nye udtryksformer. Sådanne typer musikere elsker jeg«.
Hvilket album var dit teenagesoundtrack?
Dead Kennedys ‘Fresh Fruit For Rotting Vegetables’ (1980)
»Jeg var totalt besat af Dead Kennedys. Deres debutalbum var for mig klart det mest spændende, som der rent musikalsk kom ud af punken. Her var en snert af rockabilly og de havde en fantastisk trommeslager. De var totalt konceptuelle og samtidig både sarkastiske og sjove. Der var virkelig mange ting i deres musik for en ung knægt at forholde sig til på én gang, men jeg var stadig helt solgt«.
Hvilket album var et musikalsk vendepunkt for dig?
Black Flag ‘Damaged’ (1981)
»Black Flag var på mange måder mere sofistikerede end Dead Kennedys. I hvert fald fra da og med de lavede ‘Damaged’. Det var virkelig hardcore. Senere lyttede jeg også en del til mere tvivlsomme britiske hardcorebands som Blitz, GBH og The Exploited – og D.O.A. fra Vancouver naturligvis. Mine venner og jeg lyttede de her bands, når vi stod på skateboard«.
Hvilket album fik dig til at ville være musiker?
X ‘Los Angeles’ (1980)
»Jeg har jo mine rødder i punken. For mig var ’Los Angeles’ en rigtig orm, som satte sig fast i mine ører. Jeg blev ved med høre den igen og igen. Og så havde den jo også det sort-hvide omslag ligesom The Specials. Jeg var helt pjattet med sort-hvide covers i den periode. Vi gik til DIY-koncerter, når der kom nogle punkbands til byen. De her orkestre viste os, at man sagtens kunne starte et sejt band uden at være god til at spille til at begynde med. Et par ældre venner, som jeg havde, startede kort efter et band. Der var hurtigt en som sprang fra og så stod jeg pludselig med en bas mellem hænderne«.
Hvilket album er godt til festen?
The Rolling Stones ‘Exile On Main Street’ (1972)
»Jeg er ikke den store festabe, men ’Exile On Main Street” er en god festplade for mig, fordi en god fest for mig oftest er noget med, at jeg drikker lidt whiskey sammen med mine venner, imens vi sidder foran brændeovnen. Så bliver vi gradvist mere og mere rowdy og skruer mere og mere op for musikken. Den slags er det album perfekt til. Den er nok mindre god, hvis man skal møde piger, men jeg gider ikke rigtig at være til de der fester, hvor der er nogen som smider sådan en irriterende party mix-playliste på. Så er det bedre at høre Stones, mens man spiller pool og hygger sig med gutterne«.
Hvilket album er godt at lytte til i turbussen?
The Grateful Dead ‘Europe 72’
»Vi har tit vores iPods på shuffle i tourbussen. I dag er det jo svært at koncentrere sig om at lytte et helt album igennem, men noget vi ofte lytter til er The Grateful Dead. Nogle af deres bedste liveoptagelser stammer fra koncerter i Danmark. På Youtube kan man se dem spille den vildeste version af ’China Cat Sunflower’ fra en koncert i København i starten af 70’erne. Det er virkelig smukt. Man kan bare køre endeløst derudad til deres musik. Det er fantastisk roadtrip-musik. Jeg hadede dem, da jeg var en ung punkknægt, og syntes det var gammelmandsmusik, men med tiden er jeg kommet til at elske dem. De har dog også lavet mange dårlige ting, men man tager ligesom det sure med det søde, når det kommer til The Grateful Dead. Og slutteligt ender man med at synes Jerry Garcia er for sej«.Hvilket album er det bedste fra 2014 indtil nu?
Pallbearer ‘Foundations of Burden’ (2014)
»Jeg kan godt lide metal, hvis det ikke går alt for stærkt. Hvis det bare går hurtigt for hurtighedens skyld, så kan jeg ikke lide det. De her gutter i Pallbearer virker til at være nogle fantastiske mennesker. De kommer fra Arkansas, som er et underligt sted, hvor der virkelig hersker desperation, og hvor folk har et oprigtigt behov for at nå ud til omverdenen på en eller anden facon. De her gutters musik har den der brændende lyst. Jeg vil rigtig gerne spille nogle koncerter med dem en dag«.
Hvilket album betragter du som en guilty pleasure?
Water Into Wine Band ‘Hill Climbing for Beginners’ (1974)
»Jeg føler mig altid skyldig, haha. Nej. Hvis man siger man føler sig skyldig over at lytte til noget, så opstår der sådan en ubrugelig negativitet. Den har jeg ikke lyst tid at advokere for. Men jeg kan for eksempel lide sådan nogle gamle kristne bands, der har et psykedelisk skær. Musikken er rimelig soft. Jeg lytter dog ikke til det på grund af budskabet, men snarere på grund af, at det er pænt weird. Mange vil nok vil nok ikke kunne lide det og synes at det er ret fesent, men jeg digger altså sådan et 70’er-band som Water Into Wine Band, som spiller acid folk. Det er meget skrøbelig musik«.
Hvilket album har du opdaget for nylig?
The Districts ’The Districts’ (2014)
»Jeg har netop opdaget dette unge band fra Philadelphia. Vi så dem på en festival for nylig i England, og jeg var vild med det. Ligesom jeg også er vild med Kurt Vile og The War On Drugs, som er fra samme by. Tre virkelig fede bands. Philadelphia har en særlig nede-på-jorden, langhåret, no bullshit-karakter, som jeg føler mig beslægtet med. Det er en meget ydmyg by, og det er de her gutter og deres sound også. Personligt kan jeg ikke så godt lide Springsteen, men når man for eksempel blander hans lyd med krautrockens, som The War On Drugs gør, så kan jeg godt lide det. Men jeg elsker virkelig også alt, der bare lugter lidt af krautrock«.