Les Sins

Der er ingen tvivl om, at Chaz Bundick kan både sin house-historie og sin produktionsteknik. Men bare fordi man kan, er det ikke ensbetydende med, at man skal – og i nærværende tilfælde skulle Bundick måske helt have undladt. Hans nye album under IDM-alter egoet Les Sins er i hvert fald ikke hans hidtidige diskografi værdigt. I bedste fald er det et venstrehåndsprojekt og i værste en skuffe af skitser, der ikke har kunnet realiseres under hans Toro Y Moi-alias og nu forsøges kapitaliseret på anden vis.

Man skal derfor også helt hen til fjerde skæring – pladens eneste vokale indslag, ’Why’, med sangeren Nate Salman, hvis stemme har umiskendelige ligheder med Bundicks – førend øret vækkes af dets slumren. Det er paradoksalt nok også det nummer, der minder allermest om Toro Y Moi – et forbandet effektivt track, der trækker tråde tilbage til 90’ernes franske filter- og discohouse med navne som Superfunk og Stardust.

Herefter åbner albummet sig heldigvis også for en kort stund med tiltalende numre som ’Bother’ og ’Bellow’, der trækker på henholdsivs garage- og deephousens karakteristika, men desværre hjælper det ikke på helhedsforståelsen, når det efterfølges af halvhjertede forsøg på at efterligne noget, andre gør bedre: Drum’n’bass/dubstep-dyaden af ’Call’ og ’Drop’ lyder mest af alt som billige kopier af henholdsvis AraabMuzik og Burial. Der er således både til gården og til gaden på ’Michael’ – men desværre mest til skuffen.

Læs også: 18 album du skal glæde dig til i november