Marianne Faithfull

På coveret til sit nye album blæser den nu 67-årige sangerinde (og skuespiller) røg ud, så den danner en tilfældig, tåget signatur i luften foran hendes ansigt. En hilsen til hendes 1979-mesterværk ’Broken English’, hvor hun er fotograferet med en tændt cigaret?

Siden Faithful i 2004 udgav albummet ’Kissin’ Time’ har hun allieret sig med yngre kræfter, såsom Blur, Beck og PJ Harvey. Nick Cave har bidraget til stort set alle hendes album de sidste ti år og bidrager i denne ombæring med den statelige klaverballade ’Late Victorian Holocaust’.

Roger Waters, Anna Calvi, Ed Harcourt, Steve Earle og Brian Eno optræder også som komponister på albummet, der tematisk kredser om den i Paris bosiddende englænders forhold til London og dialektikken mellem afsked, afstand og nostalgi efter det mistede.

Musikalsk er der et klædeligt indspark fra Caves foretrukne sidekick i disse år, Warren Ellis, på blandt andet barokpop-perlen ’Deep Water’ og fra Portisheads Adrian Utley, hvis rasende og frenetiske guitartoner klæder Faithfulls vejrbidte croon på ’Sparrows Will Sing’, der lyder som Velvet Underground a la ’I’m Waiting For the Man’ med Moe Tucker-stampende percussion.

Faithfull virker mindre forhippet på at lyde tidssvarende. De musikalske valg peger som regel tilbage til 60’erne og 70’erne – tilført energi og skævhed fra Ellis’ og Utleys input. Sangmaterialet er alt overvejende fornemt, så hilsnen til ’Broken English’ på coveret er spot on: Det er Faithfulls bedste siden.

Læs anmeldelse: Marianne Faithfull ‘Horses and High Heels’