Andy Stott

5 6
Manchester-producerens fjerde album er alt andet end en hyggespreder.
Andy Stott

Det ville være løgn at sige, at man får tro på fremmede af at lytte til Andy Stotts fjerde album. Tværtimod åbenbarer pladens lydbillede en uhygge og uro, der kunne opstå, hvis man netop har haft for meget tiltro til en ukendt skikkelse. Titler som ‘Violence’, ‘Damage’ og ’Science & Industry’ er jo ikke ligefrem hyggespredere, og man tænker nærmere på et tåget og forfaldent storbylandskab, hvor forførende tandlægemordere lokker deres naive ofre om i gyder og borer dem ihjel med insisterende omhu.

Stott fik for alvor hul igennem med ’Luxury Problems’ i 2012, et melodisk techno- og housealbum. Denne gang har han søgt mod mere intime dele af det elektroniske land til fordel for kradsede instrument-samples, field recordings og svævende vokaler. Mindre klub og coke, mere skizofreni, stilhed og skrat.

Stott lokker sin lytter ind på åbneren ‘Time Away’ og kysser dem farvel på lukkeren ‘Missing’. De to sange pakker albummet ind i en smuk og iskold grundtone, og når han bryder denne stemning er det ofte med distortede, industrielle samples som beats på en tungt pulserende sang hentet fra den dansable del af Manchester-producerens hjerne. Både ‘Damage’ og ‘How It Was’ er smittende upbeat-numre midt imellem house og IDM. Mellem de to poler ligger titelsangen og ‘An Oath’, to knitrende melodiske hits, hvorpå Stott går stille og nærmest poppet til værks.

Man står tilbage med fornemmelsen af albummet som et lille melodisk paradoks, der udforsker forholdet mellem en flydende overjordisk stilhed og en industriel jordisk støj, og det er ganske interessant.

Læs anmeldelse: Andy Stott ‘Luxury Problems’

Andy Stott. 'Faith in Strangers'. Album. Modern Love.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af