Andy Stott

Hvis Andy Stott ikke var blevet musiker, skulle han have været maler. For med det talent for komplekse lydflader, han fremviser på dette album, er der ingen tvivl om, at han ville kunne gøre ualmindeligt interessante ting ved et lærred. Nu må vi imidlertid nøjes med kun at opleve ham gennem musikken, hvilket viser sig at være en særdeles fremragende omgang.

Med sit andet album fastholder Stott den kompromisløst grynede lyd, der har kendetegnet hans hidtidige ep’er. Hvor disse udgivelser trak tydelige tråde til house og techno, opbygger albummet tunge, trancelignende flader, som kun modvilligt samler sig om et egentligt beat. Når det sker, er bassen til gengæld tungere end nogensinde, og både ‘Expecting’ og den drum’n’bass-inspirerede ‘Up the Box’ er mere barske end noget vi før har hørt fra Stott.

Læs også: Hør Andy Stotts nye album

På den anden side markerer albummet også et interessant skift fra det instrumentale og eksperimenterende, som har kendetegnet Stotts hidtidige udgivelser, til et lydbillede, der på samme tid er mere råt og mere imødekommende.

Alison Skidmore – Stott’s tidligere klaverlærer – trækker et spor af luftige vokaler gennem albummet. Selv om hun lyrisk ikke tilføjer meget, giver vokalerne Stotts brutale produktioner et lyspunkt i mørket. Om det er nødvendigt eller ej, er sådan set irrelevant. At lytte til Andy Stott føles stadig som at bevæge sig gennem en dunkel natklubs mest højspændte timer i trekvart tempo og med ekstra bas. Før var det bare interessant og anderledes, men med et mere helstøbt kunstnerisk indtryk, er det en ren fornøjelse at lade sig rive med.