Foo Fighters

Lad konklusionen falde indledningsvis: Hvis du er Foo Fighters-fan og forventer, at de skal lyde som de plejer, bliver du glad for ‘Sonic Highways’. Musikalsk er der ikke meget nyt under solen hos det modne rockband, der akkompagnerer albummet med en HBO-serie, Dave Grohl har stået fadder til og erklæret »et kærlighedsbrev til den amerikanske musikhistorie«.

Efter 20 år i gamet har bandet dog fremmanet et vist bundniveau, ligesom Grohl stadig forstår at smække effektive radiorockbaskere sammen – og med Butch Vig bag pulten er den store vellyd sikret. ‘Congregation’ og ‘In the Clear’ skal såmænd nok ryge i rotation.

Et bedaget grunge-spøgelse hjemsøger ‘Something from Nothing’, hvor Foo Fighters nærmest mimer åndsfællerne i Soundgarden, og den forglemmelige ‘The Feast and the Famine’ er bandet på total autopilot.

Så er det straks mere klædeligt, når Grohl på de afdæmpede ‘Subterranean’ og I Am a River’ tøjler den brøleabe, som lidt for ofte har taletid i Foo Fighters’ bulderbragende rockeskapader. Her er guitarlegetøjet E-bow desuden med til at skabe atmosfæriske klange i albummets bedste momenter.

Grohl og vennerne kværner ud af de soniske motorveje, men blikket er ikke rettet mod horisonten foran dem. Tværtimod kigger de forbavsende meget i det musikalske bakspejl, hvilket sikkert vil behage de fans, som foretrækker deres klassiske rock serveret uden overraskelser. Men til dem, som måtte drømme om udvikling i en velturneret og succesfuld rockmaskine, er der desværre ikke mange fikspunkter. Forhåbentligt er tv-serien ’Sonic Highways’ bedre.

Læs anmeldelse: Foo Fighters ‘Wasting Light’