Panda Bear
Noah ’Panda Bear’ Lennox er sanger og sangskriver i Animal Collective, et af de mest hædrede bands i 00’erne. Hans seneste to soloalbum – ’Person Pitch’ (2007) og ’Tomboy’ (2011) – blev modtaget med bifald og hurraråb fra anmelderne og læg så dertil, at dette er den første fuldlængde fra Lennox i fire år. Akkumuleret kaldes disse ting for ‘pres’, men det har Lennox åbenbart ikke opdaget.
I hvert fald forsøger han ikke at imponere med store armbevægelser eller med den smittende lyd, som de to seneste album oftest gjorde. I stedet dukker en mere reflekteret, stille og repetitiv Lennox op på soloalbum nummer fem. En Lennox, der har mere tid og ro, men som er droslet ned på lykkepillerne.
Man får næsten en klaustrofobisk fornemmelse efter noget tid inde i Lennox’ helt unikke og messende lyd, der føles som at være fanget i et reverbtåget sumplandskab, som med små psykedeliske mutationer af sine omgivelser hele tiden ændrer karakter men alligevel konstant ligner sig selv. Albummets titel er utrolig velvalgt.
Uhyggen forstærkes af de skingre, smadrede og brumlende synthesizere, der ramler ind i melodierne i et slags elektronisk slagsmål. Støj, samples af gale hunde og skrig fra biler, der klodser bremserne i, hjælper heller ikke euforien på vej. Førstesinglen ’Boys Latin’ og ’Mr Noah’ er begge eksempler på den lurende uhygge.
Lennox’ karakteristiske stem er som altid badet i ekko og rumklang og synger stadig flerstemmigt om kap med sig selv i de ulogiske men absolut interessante vokalarrangementer. De er pladens røde tråd sammen med den velkendt løst kradsende produktion. På ’Crosswords og ’Principe Real’, to af pladens stærkeste numre, bærer vokalen charmen på sine brede skuldre, konstant på udkig efter melodier. Catchy og smittende.
Omvendt kan det undre, at Lennox i cirka syv minutter insisterer på mest at synge »are you mad?« over det samme loopede beat på ‘Come to Your Senses’. Og det er svært at blive revet med på den stille og længselsfulde ‘Tropic of Cancer’, når han bruger seks minutter på at sværme omkring de samme simple harpetoner med lidt fraseringer i vokalen som de mest opkvikkende ideer. Klaverballaden ‘Lonely Wanderer’ lider under samme skæbne, og disse stille stunder trækker samtidig et introvert og rødøjet slør over pladen.
Samlet står man tilbage med noget, der minder om musikkens svar på grøn te: Noget du nok synes og ved er godt, men som lige præcis mangler det sidste krydderi og dertil har en mærkelig bismag af følsomhed, du sagtens kunne undvære.
Læs også: Panda Bear: Mine seks yndlingsplader