Panda Bear

Anmelderne tog i 2005 begejstrede imod Animal Collectives ‘Feels’. Panda Bear er en del af dette band, og nu fortsætter han i samme spor med sit soloalbum. Alligevel er det fuldkommen anderledes, selvom begge plader indeholder en sand syndflod af eksperimenter med, hvordan popmusik skal lyde.

Det er knaldskævt og obskurt, det Panda Bear disker op med, og der bliver vendt op og ned på den gængse sangstruktur. Musikken handler ikke så meget om melodi, men mere om atmosfære og om at blive indfanget i musikkens rum. ‘I’m Not’ er rigt på ekko, og det er som at blive suget ind i et vakuum, mens varmen breder sig.

Panda Bear har leget med elektronikken på albummet, og de fleste numre er bygget op af et væld af samplede lydbidder og svævende keyboardflader og forvrænget vokal, der mest tjener som et ekstra instrument, frem for at være en sang. ‘Bros’ indeholder dog akustisk guitar og masser af tamburin, men oven på det er lagt masser af lydeffekter fra barnegråd til forskellige ringlende toner. Det er mærkeligt, det er trippende og mest af alt lyder det som soundtracket til en trance. Alligevel er der noget sært dragende over det, for Panda Bear formår at få de mange elektriske blips til at afgive varme.