The Decemberists
Da Arcade Fire brød igennem med nyklassikeren ‘Funeral’ slog en strøm af ligesindede bands følge. Orkestre som meldte trang til storladne melodier og en instrumentbesætning inspireret af folkemusikkens traditioner. Blandt disse var Portland-ensemblet The Decemberists, der ekspanderede den musikalske profil med harmonika, banjo, trædeorgel og strygere.
Således også på deres syvende udspil, som fortsætter en stabil, omend forudsigelig kurve. Selv om ‘The Singer Addresses His Audience’ er ganske ambitiøs i sin trinvise opbygning mod den episke forløsning, forbliver nummeret ret kedsommeligt. Hvilket er kendetegnende for særligt albummets stille stunder, hvor trivialiteten ligger som en tung dis over ‘Lake Song’, ‘Till the Water’s All Long Gone’ og ’12/17/12′.
Det fungerer bedre, når americana-tendenserne får et mere personligt udtryk på ‘Easy Come, Easy Go’, og når bandet sætter tempo på sagerne med den korsmægtende ‘Philomena’. Flot fungerer også ‘Cavalry Captain’, hvor Las Vegas-blæsere og en medrivende melodi positionerer frontfigur Colin Meloy som en yngre udgave af sangskriverkoryfæet Neil Diamond. Selv om der går lidt for meget irsk pubstemning i ‘Better Not Wake the Baby’, viser ‘The Wrong Year’ og ‘Anti-Summersong’ tydeligt, at den sprudlende folkrock-arena stadig er en charmerende hjemmebane for kvintetten.
Kærligheden til og eksekveringen af de klassiske dyder bliver således et tveægget sværd for The Decemberists. På den ene klinge lader man sig rive med, når tempoet rykker, men når bandets inderlighed fremstår lige vel fortænkt, trænger bladet til at blive hvæsset, så huggene kan mærkes og ikke bare føles som harmløse anstrøg.
Læs anmeldelse: The Decemberists ‘The King is Dead’