Sekuoia
Drømmeland er et forunderligt sted, der både kan være dybt fascinerende og skræmmende foruroligende, når først underbevidstheden for alvor tager fat. Ofte refererer musikere og andre kunstnere til drømmetilstanden, når de skal beskrive deres kunst, og skal man bedømme Sekuoias drømme ud fra hans to solo-ep’er (her tæller ’Faces’-samarbejdet med Rain Dog ikke med), så virker det egentlig som et meget rart sted.
Med et akustisk take på den maskinelle electronica blev Patrick Alexander Bech-Madsen med sin debut-ep ‘Trips’ (2011) udråbt til et af landets største elektroniske håb. ‘Reset Heart’ lægger sig fint i forlængelse heraf, dog uden at rykke Sekuoia hverken frem eller tilbage i feltet af talentfulde danske electronica-projekter.
Ligesom ’Trips’ lever den nye ep højt på Sekuoias sikre akustiske greb om en genre, der ellers er kendetegnet af mænd krummet sammen over en laptop. Hvor debutens udtryk var støvet og tilbagelænet, vidner især åbneren ‘Waves’ om en trang til at udnytte live-udtrykket yderligere og lade trommer og guitar svinge sig op i mere højtravende himmelstrøg.
På ‘Broke’ og ‘Bella’ eksperimenterer Bech-Madsen med nogle knapt så beatbårne og interessante opsætninger, hvor de flossede trommespor og den løse keyboardmelodi på ‘Broke’ lyder som noget, der kunne være taget fra det seneste Mount Kimbie-album.
Højdepunktet indfinder sig dog i ep’ens døende sidste to minutter, hvor ‘Somewhere’, efter at have befundet sig i et meget tilforladeligt guitarringlende ingenmandsland, pludselig bekender kulør og slår over i et basfikseret stringent groove, der peger mod dansegulvet i bedste Four Tet-stil.
Det giver en kærkommen kant og en fremdrift i Sekuoias lyd, der med sit lo-fi-udtryk og al sin lækre håndspillede instrumentering ellers godt kan balancere på kanten til det søvndyssende. Måske er der begyndende oprør i Sekuoias drømmeland, og hvis det er tilfældet, venter vi spændt på næste kapitel.
Kort sagt:
Enmandshæren Sekuoia tager tråden op fra debut-ep’en ’Trips’ med sit akustiske take på electronica. Trommer og guitar er mere højtravende, og der bliver eksperimenteret med knapt så beatbårne strukturer, men den danske producer er bedst, når han dyrker den basfikserede dansegulvslyd.
Læs også: 20 koncerter du skal opleve i april