The Soft Moon

Angsten tager overhånd på Luis Vasquez' tredje album.
The Soft Moon

»The end is on my mind, the end is on my mind, the end is on my mind«, repeterer The Soft Moon-frontmand Luis Vasquez med hyperventilerende vokal på den gotiske ’Try’ fra hans tredje album. Og det overrasker ikke, at det metaforisk profetiske the end fylder i Vasquez’ undergrundssorte tankestrøm. Den totale destruktion har været The Soft Moons intense besættelse siden den selvbetitlede debut fra 2010.

Men hvor Vasquez’ stemme før var indespærret bag en mur af støj, er teksterne nu i front. »I was born to suffer«, gisper han på den grumt pulserende ’Far’, mens ubarmhjertige synths sender iskolde jag ned ad rygradden. Som et traume, man ikke kan få af nethinden, perfektionerer den nu italiensk bosiddende amerikaner et fuldkomment repetitivt og farveløst darkwave-klangrum, hvor forestillingen om tidslighed er gået til grunde, den menneskelige eksistens værdiløs og fremtidsløs, og angsten buldrer som en trykkoger.

Det er bevidst monotont og forløsningsløst.
’Black’ pulserer pumpende som en fremmedfjendsk organisme og den industrielle ’Wrong’ lyder som en virus, der har inficeret det Düsseldorfske Kling Klang Studio. The Soft Moon-projektet er musikalsk selvmedicinering, der – i en blanding af manisk energi og apatisk stilstand – afsøger og udfordrer sindets mest dystre afkroge, neuroser og angstmarkører.

Titelnummeret er ligeledes en percussiv eksplosion, der kolliderer frontalt med de tordnende synths, mens Vasquez, i uvejrets centrum, søger dybere og dybere ned i sin egen underbevidsthed. Hvorefter han – på afslutningsnummeret  med den sigende titel ’Being’ – med stødt voksende, skingrende paranoia skriger »I cannot see my face«. Tough fucking shit!

Med sit knugende lydbillede minder The Soft Moon om en musikalsk pendant til den klaustrofobiske, bizarre billedside i det ekspressionistiske stumfilmsmesterværk ’Dr. Caligaris Kabinet’ fra 1920. Man føler sig fanget i en mental tilstand, man ikke kan komme ud af og ikke kan finde mening i.


Kort sagt:
The Soft Moon lukker sin lytter ind i et repeterende, klaustrofobisk darkwave-klangrum, hvor angsten har overhånd og den menneskelige eksistens er værdiløs og fremtidsløs. Det er bevidst monotont og uden forløsning. Man føler sig fanget i en sindstilstand, man ikke kan komme ud af og ikke kan finde mening i.

The Soft Moon. 'Deeper'. Album. Captured Tracks.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af