Passion Pit
Nøjes man med en enkelt bid i forbifarten er det let at affeje Passion Pit som syntetisk sukker, der måske giver et hurtigt kick til fysiske kraftanstrengelser, men som ikke fortjener plads i bunden af kostpyramiden. Men giver man sig tid til at smage efter er der mere at hente, særligt i kraft af den interessante kontrast mellem den hårdtpumpede sukkersynth og Michael Angelakos’ selvbiografiske tekster om hans kamp med en bipolar sindslidelse.
Den kontrast fortsætter Passion Pit med at udforske på album nummer tre, hvor ’Lifted Up (1985)’ åbner ballet med en pompøs og euforisk kærlighedserklæring, der er effektiv og festivalegnet, men knap så forførende som bandets tidligere singler.
Mest hitpotentiale er der i den hyperaktive ’Five Foot Ten (I)’, hvor Angelakos synger om at lyve sig højere – ifølge et nyligt Pitchfork-interview symbolsk for hans evige jagt på at fremstå større, mere interessant og mere spændende, end han føler sig. Noget som de fleste fra vores generation af Instagrammende weekendrockstjerner nok kan nikke genkendende til.
Selv om de energiske kandisbomber fortsat er bandets varemærke, er der også plads til variationer. ’Where the Sky Hangs’ dyrker den glatte 80’er-lyd, en mand som Dev Hynes har perfektioneret, og ’Dancing on the Grave’ sænker tempoet og tipper balancen til fordel for den mørke tekst. På den fine ’Looks Like Rain’ lyder Angelakos mere som Vampire Weekends Ezra Koenig end sig selv, mens han melankolsk besynger årstidernes skiften over et vuggende beat.
Men albummet er altså stadig primært Passion Pit som Passion Pit med skamløs syntetisk lykkefølelse som væsentligste virkemiddel, og har du før afskrevet Angelakos’ følsomme falset i kombination med farvestrålende popeksplosioner, bliver det her heller ikke albummet, der konverterer dig. Men har du et svagt punkt for bandets storladne, forårsforelskede og poptimistiske univers er der masser af fantastiske og hurtigt omsættelige kalorier at hente.
Det er måske en kemisk illusion, men et skud Passion Pit kan få de fleste unge hjerter til at føle sig ”Ten Feet Tall (II)”, som afslutningshymnen hedder. I hvert fald i tre minutter.
Kort sagt:
Trods enkelte afstikkere fortsætter Passion Pit på album nummer tre med at udforske kontrasten mellem sukkersøde syntheksplosioner og forsanger Michael Angelakos personlige tekster. Har du et svagt punkt for bandets storladne, forårsforelskede og poptimistiske univers er der masser af fantastiske, hurtigt omsættelige kalorier at hente.
Læs anmeldelse: Passion Pit ‘Gossamer’