Faith No More aftvinger respekt med første album i 18 år
Det har altid været en af hovedattraktionerne ved Faith No More, at det er omsonst at sætte et mærkat på bandet. Mike Patton og co. kan lyde som næsten hvad som helst, samtidig med, at de altid lyder helt og aldeles som sig selv.
Trods denne unægtelige styrke, vil der efter 18 års pause altid stå et massivt spørgsmålstegn ved relevansen – og kvaliteten – af et bands comeback. Kan Faith No Mores idiosynkratiske blanding af metal, punk, funk, prog, jazz og lounge-pop finde et marked i 2015?
Bastante sangtitler som ’Superhero’, ’Matador’ og ’Motherfucker’ både lover og leverer metal, men i en sælsom afstøbning. Det er muskuløse sange med et tungt drive, men det uddyber ikke tilstedeværelsen af Roddy Bottoms kaskader af keyboard-triller på ’Superhero’, marchrytmen på ’Motherfucker’ eller den kabaret-teatralskhed og progrock-ambition, der dominerer på ’Matador’, inklusive klaverskalaer og en sumpet, funket bas.
Sangskrivningen kan ikke helt måle sig med tidligere tiders triumfer (der er ingen ’Midlife Crisis’, ’Digging the Grave’ eller ’Evidence’ her), men den udprægede vekslen mellem udtryk og stilarter og de dynamiske skift indenfor rammerne af de enkelte sange, er – sammen med Mike Pattons helt egenartede vokalarbejde, der spænder over alt fra Frank Sinatra-croon til speed metal-udskejelser – med til at holde gryden i kog.
Der er pedal steel på afslutningsnummeret ’From the Dead’, en flirten med samba (!) på ’Rise of the Fall’, mens den ondeste basgang i mands minde pløjer jorden op på ’Separation Anxiety’. Forfriskende er desuden den umiddelbart mest popmelodiske skæring i dette selskab, ’Sunny Side Up’, hvor Patton koketterer med nogle kælent-kække stemmeknæk, der er et boyband værdigt. Men det hele skal naturligvis ikke blive for sødt, så han åbner op for alle sluser i det afsindige omkvæd.
Og sådan er det med Faith No More. Lige som man tror, at man ved hvor en sang bevæger sig hen, så tager den en drejning, og det er oftere via en dramatisk U-vending end et blødt sving.
Det er nok tvivlsomt hvor mange nye lyttere, der vil stå på Faith No More-ekspressen efter halvandet årtis dvale, men for gamle fans vil der være tale om et glædeligt og meget betimeligt genhør – og det er egentlig mere end man kunne håbe på.
Kort sagt:
Det genopstandne 90er-genreblandingsgespenst leverer et yderst kapabelt comeback med et album, hvor bandets styrker – ikke mindst en forbløffende evne til at skifte kurs og overraske sin lytter – endnu en gang kommer til sin ret. De helt store sange mangler, men alene ambitionsniveauet på den stort tænkte ’Matador’ er grund nok til, at dette comeback aftvinger respekt.
Læs også: Faith No More spiller på Tinderbox