Natten betyder noget særligt for Karl William. Det er der, at den 20-årige sanger for alvor er i sine følelsers vold.
Det var tydeligt, da vi i en artikel i Soundvenue sidste år drak solen op sammen med ham og hans musikalske kumpaner i Hukaos-kollektivet, og det er også det billede, der tegner sig, når man lytter til hans berusede sange. Her møder vi en ung mand på evig jagt efter sig selv i den næste druktur eller eftertanke. Det gjorde sig gældende på sidste års ‘Døende’-ep, og er stadig tilfældet på Karl Williams første album, ‘Placebo’.
Musikken er som en Facebook-tråd, hvor sangeren skriver op imod sig selv og diskuterer bagsiderne af dig, mig og os alle sammen, mens produktionerne lægger den minimale bund, der får os til at lytte. De sløve beats dunker som søndagstømmermænd uden at tage fokus fra Karl Williams tekster. Det er smerte pakket ind i musikalsk cellofan, men det unikke er nu alligevel de følelser, der gennemsyrer hver eneste linje i hans musikpoesi.
Karl William, vi skal snakke lidt om følelser…
»Det er en god idé«.
Hvorfor?
»Fordi det jo er det, alting handler om. Følelser. Det er der, jeg finder min inspiration. Jeg ved godt, at der er nogen, som får meget inspiration i musik eller film eller bøger, men jeg har stort set aldrig læst en bog. Min inspiration kommer fra ting, jeg oplever og føler. Så følelser er en god idé, fordi det, jeg mest skriver om, er nattelivet, ungdommen og tømmermændene, og der er man jo i sine følelsers vold. Når man er fuld eller bagstiv, taler man tit over sig, og så opstår der uventede situationer. Så bliver man lidt mørkere i sine tanker, og det er interessant at skrive om«.
Hvorfor er det mere interessant at skrive om mørke end lyse tanker?
»Der ligger et interessant spænd fra det, man siger, når man er ædru, til det man siger, når man har fået ti bajere. De fleste skyder skylden på øllene, men det er for let. Det er det, jeg gerne vil skrive om – hvordan vi opfører os, når der ikke er nogen grænser. De mørke tanker indeholder et tabu. De fede ting har alle oplevet, men de mørke vil næsten ingen tale om. Det vil jeg gerne«.
Dine tekster er meget følsomme og billedrige. Er der ingen grænser mellem musikeren og mennesket Karl William?
»Nej, det håber jeg bestemt ikke. Det, jeg skriver, handler om, hvad jeg føler lige i det øjeblik, jeg skriver det. Det ville være helt forkert at pakke det ind. Følelser skal ud, hvis de er der. Man skal ikke holde sig tilbage, med mindre man sårer nogen selvfølgelig. Jeg siger, hvordan jeg har det, og hvis jeg endda kan finde en god metafor for det, så giver jeg bare los og lader ordene komme. Alle vil hellere fortælle om deres fede tur til Berlin og lægge nogle lækre billeder på Facebook. Jeg vil gerne beskæftige mig med alt det, der aldrig står på Facebook. Skyld, pligter, frygt. De svære følelser«.
Så du lægger alle de sprogbilleder ud i dine tekster, som ingen ville lægge på Facebook?
»Ja, præcis. Tag et nummer som ‘Kostumeramt’. Det handler om at tage et kostume på, når du går ud. Du drikker dig fuld med dit kostume på og tænker ikke så meget over, hvad der sker. Men man bliver nødt til at tænke, ellers bliver det hele for overfladisk«.
Hvad gør sådan et nummer ved dine egne følelser?
»Generelt giver musikken mig noget at læne mig op ad. Der er bare nogle ting, du ikke kan tale med andre om. Dem bliver du nødt til at lave musik om i stedet. I musikken kan jeg sige lige, hvad jeg vil. Der kan jeg være ærlig over for mig selv, fordi det kun er mig og ingen andre, jeg står til regnskab over for«.
Når du er så hudløst ærlig, så kan det virke ret markant, at din første ep hedder ‘Døende’. Hvorfor valgte du at kalde den det?
»Det har absolut intet med død eller selvmord at gøre. Tværtimod ville jeg bare gerne tage ordet op og diskutere det. Der er så meget, vi unge skal forholde os til. Mit år fra jeg var 18, til jeg var 19, var ret turbulent. Det var et år, hvor jeg flyttede hjemmefra, og hvor jeg tænkte over mange svære ting. Derfor valgte jeg også at kalde ep’en for ‘Døende’. Fordi jeg blev bevidst om, at vi alle sammen alligevel skal dø på et tidspunkt, og derfor ville jeg gerne deale med de spørgsmål, der rullede rundt i hovedet på mig. Jeg kunne også have kaldt ep’en for ‘Sprut’ eller ‘Byture’, men for mig var det vigtigt at have en slags bagkant på min første udgivelse. At sige, hey, det her sker for os alle sammen, men forhåbentlig først om mange, mange år. Så hold ud«.
Så ‘Døende’ er et livsråd?
»Ja, men nok mest til mig selv«.
Kan man ikke blive helt bange for sine egne følelser, når man skriver sådan noget?
»Nej, ikke bange for dem, men jeg ville blive bange for mig selv, hvis jeg ikke var ærlig og fortalte om mine følelser. Hvis jeg ikke får afløb for mine følelser, kan jeg hurtig blive lillebitte og krybe ned i et hul. Jeg bruger musikken til ikke at skulle tvinges ned i det hul. Jeg kunne måske godt have skrevet digte eller noget i den stil, men musikken giver mig et overskud. Jeg blev til mig selv, da jeg fandt musikken, kan man sige, for musikken gav mine følelser et sted at gå hen«.
Hvornår fandt du musikken?
»Jeg har ingen skæringsdato, men jeg gik på en musikrytmisk skole, hvor meget af undervisningen var sat af til musik. Rytmesans og toner. Det har gjort, at musik ofte kan styre mine følelser. Det tror jeg, at alle kender. Der er noget musik, du hører, når du skal i feststemning, noget musik, du hører, når du chiller, og noget du hører, når du er ked af det. Alle har en musikalsk referenceramme, men for mig var det virkelig vigtigt at begynde at lave mit eget«.
Sætter du tekst til musik eller musik til tekster?
»Altid tekster til musik. Aldrig omvendt. Først rytmen, så følelserne«.
Karl William om at…
… flytte til København
»Det har været et enormt skifte i mit liv. Jeg rykkede fra Aarhus i oktober, og jeg føler mig allerede selvstændig på en helt anden måde. Hvis du er i dårligt humør, og der er støv over det hele i din lejlighed, kan du ikke bare blive liggende. Jeg kan også mærke det, når jeg skriver. Tingene er ikke så simple længere. Jeg er blevet mere straight up og ligefrem«.
… at se op til nogen
»Jeg har fundet inspirationer til mit nye album helt andre steder, end til min første ep. Før gik jeg meget op i, at andre skulle kunne lide mig, og at dem, jeg så op til, synes ‘Døende’ var god. Det er jeg ligeglad med nu. Nu går jeg mere op i, at min stemme har udviklet sig, og at jeg føler, at min musik er på rette vej«.
… at skrive tekster
»Jeg har tit undret mig over, at folk siger, de er helt udtømte, når de har skrevet en sang. Det forstår jeg ikke. Man kan godt føle sig presset, når man skriver, men udtømt. Nej, jeg har altid noget at skrive om, og nogle gange tager den ene tekst nærmest den næste«.
Læs også: Karl William: Her er soundtracket til mit liv
Læs anmeldelse: Karl William ‘Placebo’