Hey Elbow – dragende tusmørkerock
Der var noget sært dragende over Hey Elbows opstilling på Rising-scenen. I stedet for at have sanger og guitarist Julia Ringdal i front stod et kor bestående af tre kvinder centralt på scenen i flagrende gevandter, mens Julia gemte sig bag sit sorte pandehår og guitar. I hver deres hjørne var kumpanerne Liam på tordnende trommer og Ellen på det sørgmodige blæseinstrument flygelhorn.
Herfra lagde svenskerne stærkt fra start med ’Ruth’ fra debutalbummet ’Every Other’ med The Knife-agtige, tribalklingende kvindehyl fra koret, hvis call and response-effekt blandede sig smukt med flygelhornet og Julias teatralske vokal. Det havde en nærmest gotisk, dronende effekt på ’Blanca’, hvor hornet virkelig trak de blå toner mod den mørknende aftenhimmel, mens ’Finn’ imponerede med sit Beach House-agtige orgelangreb og en fornem, skælvende vokallevering.
De dronende seancer blev til tider en smule langtrukne, men det rådede svenskerne hurtigt bod på med ’Rael’, der med sin punk-agtige aggression, støjende guitararsenal og seriøse trommetæsk kunne gøre Savages misundelige. Vekselvirkningen mellem støjen og den eksperimentelle skønhed kunne nemt have resulteret i et miskmask af udtryk, men satte i stedet en streg under, at Hey Elbow flot mestrer deres dragende tuskmørkerock.