Muse: Tre grunde til at både elske og hade Orange-navnet

Briterne deler vandene med deres storladne og teatralske stadionrock. Her er tre grunde til henholdsvis at elske og hade trioen, der spiller på Orange Scene torsdag aften.
Muse: Tre grunde til at både elske og hade Orange-navnet
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du elske Muse #1: Ingen lyder som dem

Muse er et af denne generations mest unikke bands, og selv kritikere af trioen må anerkende, at ingen andre lyder som dem. Med inspiration fra blandt andet Queen, Nirvana, Sergei Rachmaninov, Radiohead og Ennio Morricone har briterne skabt deres helt egen niche, som er blevet raffineret gennem de seneste 15 år.

Selv om udtrykket er genkendeligt, har Muse samtidig afsøgt genremæssige nye græsgange og både implementeret electronica og dubstep i deres særegne space-rock-opera cocktail. Det giver mulighed for en varieret og interessant koncertoplevelse på Orange Scene.

Listen fortsætter på de følgende sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du elske Muse #2: Formatet til de store crowds

Arcade Fire kan. The Black Keys kan. Jack White kan. Muse kan. Trekløveret hører til blandt de få rockartister, som har formatet til rent faktisk at spille et stadion op med både showmanship, publikumstække, blik for dramatiske kurver og klimaks samt nerven til at føje nyt blod i numrene, når de leveres live. Hvilket nedenstående klip fra deres koncert på Det Olympiske Stadion i Rom for to år siden bevidner. Og så er Muse jo Roskilde-veteraner – årets koncert bliver deres femte optræden på festivalen, heraf de to seneste (2007 og 2010) på Orange Scene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du elske Muse #3: Omkvædene

Muse har formået at gøre deres særegne udtryk tilgængeligt for masserne. Med et omfattende katalog, hvorfra de kan plukke både ‘Plug-In Baby’, ‘Time is Running Out’, ‘Uprising’ og ‘Starlight’ har gruppen en luksus i at sammensætte en hitspækket sætliste, skræddersyet til et broget festivalpublikum – uagtet om det er nykommere, fans eller andet godtfolk. Når Chris Wolstenholmes bas sætter i gang og Matt Bellamy følger trop med keyboardtemaet i sidstnævnte vil der med garanti spredes orange feeling over Dyrskuepladsen.

Trioen er ganske enkelt ekstremt leveringsdygtige i sange med solide syng-med-omkvæd, som bare fungerer godt, når man spiller for et tændt menneskehav.

Læs tre grunde til at hade Muse på de næste sider.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du hade Muse #1: Musikalsk show-off

Hatten af for deres tekniske virtuositet, men det er også et element, som falder mange af bandets kritikere for brystet. Ikke mindst Matt Bellamys instrumentale show-off, hvor han både spiller pompøse og teknisk overlegne klaver-interludes og mimer guitarsoloer med en højstemt falset, mens han selvfølgelig spiller de ekvilibristiske soloer på guitaren samtidig.

At lægge ‘Butterflies and Hurricanes’ i deres Roskilde-sæt vil givetvis begejstre tilhængere, men også bekræfte modstanderne i, at Bellamy svælger i selvfedmen og udelukkende bruger nummeret for at blære sig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du hade Muse #2: Maksimalismen

Bandets hang til teatralske fagter og ekstrem patos i musikken er også deres akilleshæl. Nogle gange er det bare for meget!

I de mest svulstige rocknumre (og dem er der som bekendt mange af!) har man som lytter og koncertgænger ikke mulighed for at puste ud. Muse vil simpelthen for meget i deres over the top maksimalisme.

I ‘Knights of Cydonia’ får den på alle frekvenser med mariachi-trompeter, tremologuitar og multitrackede vokaler, og videoen er mindst ligeså maksimalistisk med western, hologrammer, en robot og enhjørning.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor skal du hade Muse #3: De store koncepter

For at komplementere musikkens store armbevægelser har ideerne bag ofte udmøntet sig i, lad os være ærlige, prætentiøse koncepter om både science-fiction, rumrejser, konspirationsteorier og tredje verdenskrig.

Matt Bellamy kerer sig ikke synderligt om begreber som less is more og show it, don’t tell it. Hvilket på det det nye album ‘Drones’ falder til jorden med et brag, hvor konceptet om moderne krigsførelse og soldater hjernevasket til følelseskolde droner simpelthen er for åbenlyst og forceret. ‘Psycho’ er et glimrende eksempel herpå med de tåbelige passager af en hysterisk eksercitsofficer.

Læs også: Legenden Paul McCartney: 10 genistreger fra hans vilde solokarriere

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af