Tomme tønder buldrer mest: Muse pisser åbenlyst på less is more-konceptet
Muse har ofte indlejret deres dramatiske rockeskapader i en større konceptuel ramme. Tidligere har chefarkitekt Matt Bellamy tematisk kredset om blandt andet science fiction og diverse konspirationsteorier, men på ‘Drones’ er fokus rettet mod dehumaniseringen af moderne krigsførelse i en dystopisk fremtid, hvor soldater hjernevaskes til at blive apatiske dræbermaskiner.
Trioen har selv udtalt, at albummet er en bevidst tilbagevenden til en mere strømlinet rocklyd uden de genreafsøgende diversioner, som særligt prægede forgængeren, ‘The 2nd Law’. Det kan høres på ‘Defector’, ‘Mercy’ og ikke mindst ‘Reapers’ med guitar-tapping, pågående riffs, falsetvokal og rytmiske variationer. Maksimalisme på alle frekvenser.
Jo, tak. Muse er tilbage i full on rockform og the sky is the limit, når de med største selvfølgelighed mikser John F. Kennedy-taler og politisirener ind som interludes mellem sangene. De supermassive armbevægelser bliver dog ufrivilligt komiske, når hysteriet kammer over i ‘Psycho’ med indlagte kommandoråb fra en eksercitsofficer.
Man kan heller ikke undvige en følelse af, at mange af løjerne er lavet før – og af Muse selv. Hvor effektiv en banger den end er, har ovennævnte mest af alt karakter af venstrehåndsarbejde med det lidet inspirerende omkvæd: »Your ass belongs to me now«.
Samme indtryk efterlader ‘The Handler’ og ‘Revolt’, hvis bastante udtryk bekræfter udsagnet om, at tomme tønder buldrer mest.
Et kærkomment (og tiltrængt) pusterum får vi på den Ennio Morricone-influerede ‘The Globalist’ og den strygerbårne ‘The Aftermath’, hvor en emotionel inderlighed (»I’ve been drained and I can’t hide it«) får lov at penetrere panseret i den følelseskolde dronehær, som konceptuelt omslutter albummet med voldsomme kaskader af brag.
Hatten af for Bellamy og co.’s storslåede visioner. Der er noget forfriskende ved, at de så åbenlyst pisser på less is more-credoet og ikke lægger restriktioner på deres megalomane himmelfart.
Alligevel ender de intellektuelle ideer bag ‘Drones’ med at være mere interessante end musikken, og konceptet overskygger udførslen, der beror på gamle tricks. En mellemvare i bandets diskografi.
Kort sagt:
De tre briter med hang til patos og storladne koncepter er tilbage i full on rockform på et album, hvor den musikalske maksimalisme, fraregnet et par tiltrængte pusterum, udfylder alle frekvenser. De benytter sig dog lidt for ofte af gamle tricks, hvilket gør ‘Drones’ til et middelmådigt Muse-album.
Læs anmeldelse: Muse ‘The 2nd Law’