Muse

Ifølge frontmand Matthew Bellamy er ’The 2nd Law’ bandets mest forskelligartede album til dato, og man må give ham ret, for den engelske trios sjette fuldlængde er et makværk – ofte usammenhængende og hyppigt uudholdeligt.

Det første nummer, ’Supremacy’, tigger med sine bombastiske messingblæsere og snigende strygere om at blive inkluderet på det næste James Bond-soundtrack. Derimod leder singlen og OL-sangen ’Survival’ tankerne hen på Walt Disneys mindre drabelige filmunivers. Hiv-ohøj-mandekoret på det nummer er som skudt ud af en 90’er-Disney-montage, hvor der skal bygges i rask fart af stærke mænd. Hvorfor det skal hægtes sammen med en af Bellamys mange arabisk-klingende guitarsoli, er ikke til at vide.

Læs også: Hør Muses nye album

Der er allerede skrevet meget om bandets strejftog ind i dubstep-genren, men det her er ikke Muses ’dubstep-album’ – så meget konsistens udviser Bellamy og co. nemlig ikke. Nok har ’Madness’ lidt wobble i sig, men nummeret ligger mere i forlængelse af bandets flirt med electro-r’n’b på tidligere tracks som ’Supermassive Black Hole’. ’Madness’ er den mest minimalistiske stund, Muse længe har begået, men beherskelsen varer desværre ikke ved. Den glitter-gustne ’Follow Me’ kunne let afføde en masse Nero-inspirerede Eurovision-bidrag, mens den smadrede brostep-bæ ’The 2nd Law: Unsustainable’ burde belønne bandets filmiske stræben og finde sammen med en dystopisk action-blockbuster blottet for sjæl.

At lytte til ’The 2nd Law’ er som at bevæge sig rundt i et rædselskabinet med levende skuespillere. I starten griner man lidt af chokkene, men med hver overrumpling bliver nerverne blot mere flossede og udmattelsen større.

Muse. 'The 2nd Law'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af