NorthSide: De 10 største optursøjeblikke under Mø-koncerten

1. »All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head«, lød det overivrigt (på den gode måde) under ’Walk This Way’. Korstykkerne, guitaren og en rytmesektion, der sagde spar to med både en ’rigtig’ trommeslager og en medsammensvoren, der tog sig af pads. Så var Mø i gang.

2. »Kender i Elliphant?« Samarbejdet med den svenske sangerinde, ’One More’, fik tidligt en tur, og mens vokalen var lidt kradset, rungede bassen og de fritsvævende synths fornemt ud af de store højttalere, mens solen så småt var begyndt at gå i seng. Det er sjældent, at jeg kaster om mig med det ord, men det var smukt – på sådan en løssluppen festivalmåde. Mø selv hang allerede her ud nede ved publikum.

3. En stor del af Møs lyd er Ronni Vindahls guitar, der med sine caribiske undertoner skaber nogle melodiske øjeblikke, som man genkender på et millisekund. Broen i ’Waste of Time’ er et af dem, og det lød fantastisk live.

4. Møs vokal var bestemt ikke live hele tiden (der er jo masser af korstykker og lignende), men under ’Red in the Grey’ udviste hun en stærk spændvidde. Hendes register af følelser er en af kernekompetencerne, og her lød Mø som en forelsket teenager, der hele tiden mindede sig selv om, at hun altså var en rebel i hjertet. Hun sluttede nummeret med at sidde på knæ og lave bollebevægelser.

5. ’Maiden’ er bare et fucking godt nummer – og endnu bedre live, som Mø næsten skreg omkvædet »I am a maidennnn«.

6. Balladerne tog på ingen måde luften af ballonen, og det var som om, at bassen og rytmesektionen var stærke nok til, at selv de stille numre fik kroppen til at vugge i takt. ’Slow Love’ fra en Mø siddende på scenekanten var et højdepunkt, men også ’New Year’ og ’Never Wanna Know’ fungerede strålende.

7. I sin Calvin Klein-sports-bh var Mø også visuelt et sidestykke til Sporty Spice, da hun spillede det meget Mø-agtige cover af ’Say You’ll Be There’. Og det er jo også det, som gode cover-numre kan og gør: Respekterer originalen, men sætter den i en ny kontekst. To piger hev mig i trøjen midt i nummeret: De havde ikke mere strøm på deres telefon og ville gerne bede om, at jeg tog et billede af dem og sendte det i en sms. Så godt var øjeblikket.

8. »Holla holla holla«. ’Pilgrim’ er blevet en slags temasang for Mø – i hvert fald i mit hoved – og der er en glæde forbundet med at høre de ældre numre, som beviser, at Karen Marie Ørsted og holdet havde fat i formlen helt fra start.

9. »Ohhhh, why do everyone have to grow old« – aftenens største fællessang kom under ’Glass’. Meget festivalagtigt. Jeg sang med. Det gjorde alle.

10. ’Lean On’ er åbenbart blevet Møs største hit – i hvert fald lige nu. Og som afslutning på koncerten var den en perfekt reminder til alle dem, der i øjeblikket grubler over, hvad der bliver the song of the summer. Mø crowdsurfede selvfølgelig, og mens jeg for en måned siden syntes, at det var lidt plat at hyre den samme kunstner tre år i træk, var der efter 70 minutters show i topklasse intet andet at gøre end at overgive sig til konceptet. Men spring lige næste år over – vi tager runde fire i 2017.

Læs anmeldelse: FKA Twigs gjorde alt rigtigt på NorthSide, men…