Sun Kil Moons noter fra dagbogsland er nøgne, rablende og udleverende
’Universal Themes’ er en – må man formode – lettere ironisk titel til Mark Kozeleks seneste samling noter fra dagbogsland.
Hvor 2014-udgivelsen ’Benji’ netop forholdt sig til nogle af de mest universelle temaer overhovedet, såsom familie, død, frygt og savn, er Kozelek her optaget af sine egne partikulære behov, privatlivets trivia, det være sig samtaler om HBO-serier eller John Woo eller de venner, koncerter og hotelværelser, den turnerende musikers følelse af entropi, ennui og (få øjeblikke af ) ekstase er bundet op på.
Hvis man troede, at ’Benji’ var smertegrænsen for hvor langt Kozelek kunne tage sin autofiktions-stil, er ’Universal Themes’ en markering af, at han altid kan udfordre sig selv og sit publikum ved at tage et skridt videre, selv når man tror han allerede har bevæget sig ud til kanten. Albummet er en ’Benji’ i anden eller tredje potens, endnu mere nøgent, rablende, selvoptaget, udleverende.
Alle otte sange bevæger sig op omkring de ti minutters spilletid. Kozelek snakke-synger-snøvler sine (ikke-rimede) dagbogsnotater op over en simpel backing af akustisk eller elektrisk guitar, spartansk trommespil (ved Sonic Youths Steve Shelley) og multitrackede vokaler. På et tidspunkt i løbet af hver sang forekommer der et abrupt break, for eksempel med et instrumentelt intermezzo med flamenco-ansatser (!) inden Kozelek – før eller siden – vender tilbage til grundmotivet.
Denne effekt skaber nogle sære poetiske sammenstød, som på åbningsnummeret ’The Possum’, der bevæger sig længere og længere væk fra udgangspunktet for hvert minut der går, og albummets suverænt mest alvorlige sang, ’With a Sort of Grace I Walked to the Bathroom to Cry’, hvor Kozelek beretter om en gammel venindes død til tonerne af et Neil Young & Crazy Horse- sejtrækker-riff opklippet med indslag af først en blues-rundgang og siden en prikkende, poetisk guitarfigur, der sænker sig over sangen som et blidt tågeslør.
Albummet er en jungle af intertekstuelle referencer. Det er kun passende, at sidste sang, ’This Is My First Day and I’m Indian and I Work at a Gas Station’, refererer til venskabet med Ben Gibbard, som også var emnet på slutsangen, ’Ben’s My Friend’, på ’Benji’. Kozelek får desuden indflettet historien om hvordan han på et hotel i de schweiziske alper inviterede Jane Fonda på middag under optagelserne af Paolo Sorrentinos film ’Youth’, hvor de begge medvirker. Samme lokalitet danner rammen om albummets anden sang, den ømme ’Birds of Flims’. Og sådan kunne man blive ved med at trække tværsnit og se sammenhænge sangene – og det øvrige værk – imellem.
Facit er, at ’Universal Themes’ trods sin titaniske ordmængde og ekstensive sanglængder har en throwaway-agtig aura over sig. Det skal dog forstås i en mestendels positiv betydning. Kozelek formår at lege – næsten på grænsen til det selvparodiske – med formen fra ’Benji’, men påført et materiale, der på sin vis er kongenial med den søgende, monotone musik: En udforskning af arbejde, hverdag, rutiner, flygtighed, irritationsmomenter. Resultatet er et selvportræt, der er lige så hudlettende som ’Benji’, men samtidig også langt mere krævende, fordi der ikke gives nogen ’nemme’ svar eller følelsesmæssig forløsning. Kozeleks sangskrivermæssige investering og greb om formen er dog lige så sikker som på sidste års milepæl.
Kort sagt:
Mark Kozelek tester sin lytters opmærksomhed med simple, repetitive melodier og en lyrik, der mest kører i selvrefererende cirkler: ’Universal Themes’ handler om musikken, turnélivet og musikerens rutiner som det sted, der optager og omslutter ham. Det resulterer i en lytteoplevelse, der er lige så fascinerende som den er krævende.
Læs anmeldelse: Sun Kil Moon ‘Benji’