The Black Keys levede op til ansvaret som NorthSides absolutte hovednavn i 2015
Dan Auerbach eller min mor… Potato, potato, mand. No, really! Jeg kan spise mange kartofler. Jeg kan lide det. Min mor ved det, og har klogeligt specialiseret sig i kartofler i alle regnbuens guleste afskygninger. Auerbach kender sit publikum på samme vis, og ved, at de elsker hans fuzzpelsede, blues-influerede rockspade, så den får de. Masser af den. Og helst med så meget fuzz, at man skulle tro, at han havde stukket foden gennem et hvepsebo fremfor pedalbrættet foran ham på scenen.
Flankeret af sin co-konspirator, trommeslager Patrick Carney samt to lejesvende, leverede de et sæt, der levede fuldt op til forventningerne til et band, der må siges at have været 2015-udgaven af den aarhusianske festivals absolutte hovednavn. Hvad end NorthSide må have hostet op med for The Black Keys som headliner, så var de hver en øre værd – og der er mindst et par konkurrenter, der må have skelet misundeligt til dén booking.
Den 19 numre og 80 minutter lange sætliste var i bedste, crowdpleasende stil domineret af numre fra ‘Brothers’ og ‘El Camino’, mens seneste album kun var repræsenteret af ‘Fever’ samt ‘Gotta Get Away’.
Det er en gylden sangskat, makkerparret sidder på, hvilket blev tydeligt på publikumsreaktionerne på især landeplager som ‘Gold on the Ceiling’, ‘I Got Mine’ og ikke mindst ‘Lonely Boy’, hvor pokker simpelthen tog ved crowden. Det er sigende, at Auerbach ikke engang behøver iværksætte fællessangen fra scenen – den kommer helt af sig selv. En sjælden kvalitet for et band, der larmer så balstyrisk meget som The Black Keys.
For nærmest uanset hvilken guitar, Auerbach halede frem fra sit arsenal, der må være lige så stort som Grace Jones’ garderobe, skiftevis hvinede og brølede den mellem hænderne på ham i et afvekslende landskab af hvidgloende, fræsende leads og fingrene-i-stikkontakten-knasende riffhug til nyrerne. Først på det allersidste nummer – en veloplagt, todelt levering af ‘Little Black Submarines’ – fandt han en gammel messing-dobro frem og kastede sig ud i en rar, tex-mex-hørmende, akustisk intro.
Kun den hastige scene-exit til sidst med et henkastet »Thank you, see you next time!« slog til sidst hul i illusionen om, at NorthSide var magisk og dette ikke blot var endnu en dag på kontoret. For selvfølgelig er rock’n’roll arbejde – hårdt arbejde endda. Carney og Auerbach formår blot at behandle den som sådan og samtidig tilføre den dirrende nerve og den kunstneriske høje kvalitet, rocken behøver for at leve.
Læs også: NorthSide: Publikums yndlingskoncerter – plus de største skuffelser
Se hele vores NorthSide-dækning HER.